Lykke

Det kommer engang imellem, uventet og kærkomment,

dette lille strejf af lykke.

Et flygtigt øjeblik, så skrøbeligt og smukt,

som vi koncentrerer os så meget om at holde fast på,

at det forsvinder ud af hænderne på os,

før vi når at nyde det.

27. januar 2013 

Konfirmation

(Skrevet til Ellens konfirmation)

Vi har været venner gennem tusinder af år,
og nu er dagen kommet, hvor du i din kjole står.
Dåben du bekræfter, når du siger "ja".
Tillykke med dagen, det skal du nu ha'.


5. marts 2008

Naturens hemmelighed

Hvad gemmer sig bag dette?
Naturens øjne blå
og skyerne så lette
stille kigger på.
Som aftenfredens pil.
Som Mona Lisas smil.
Naturen har en hemmelighed,
som ingen andre kendes ved.

Ja, hvad gemmer sig bag dette?
Aftenvindens sus
og trætoppenes brus
giver udtryk for den hemmelighed,

som ingen andre kendes ved.


18. marts 2006


(Undskylder femte linje... Jeg var 11 og troede jeg "kunne det der med metaforer" tsk..)

Aquí hay paz

Aquí hay paz,

¿pero quién sabe cuándo va a cambiar?

Siempre pensamos en nuestras vidas,

aunque hay muchas otras vidas aquí.

Mañana voy a vivir como siempre

mientras una chica en África no tiene comida.

¿Es un problema, si?

Y va a ser un problema para siempre si no hacemos nada.

¿Pero por qué tenemos que hacer algo

cuando hay paz... aquí?

25. januar 2013

En løbetur

   Sisse flår skabsdøren op og studerer kritisk indholdet. Sokker, T-shirts og halstørklæder ligger i et uoverskueligt kaos, og en bunke skjorter truer med at tippe ud over kanten og falde ned på trægulvet. Hun hiver en kasse frem fra toppen af skabet og finder et par sorte løbetights frem. Hurtigt kaster hun et blik ud ad vinduet og vurderer, at de korte bukser måske ikke er helt passende til vejret, der på trods af årstiden viser sig fra en mindre sommerlig side. Pyt, hun er ikke bange for at vise sine solbrune ben frem. Hun lader tilfreds hænderne glide ned over skinnebenene, der er nybarberede og uden grimme mærker eller sår. Så trækker hun en lyseblå sports-bh og en nyvasket fodboldtrøje over hovedet og retter på tøjet, til det sidder tilpas. Trøjen er lidt for stor, hun har fået den af sin storebror, og han har ikke forstand på tøjstørrelser.

   Natalie trækker knæbindet på, så det sidder lige som det skal, dog er det en smule løst. Hun ser på det avancerede løbeur, der sidder stramt på håndleddet og viser syv minutter i fire. I ti sekunder står hun og stirrer på sekundernes regelmæssighed, derefter tager hun løbeskoene på og binder en dobbeltsløjfe Hun hopper på stedet for at få lidt varme i benene, og fødderne finder sig til rette i de snævre, udslidte sko, der bærer præg af flere års brug. Natalie finder husnøglen frem og låser efter sig, da hun lukker døren. Den kolde vind giver hende kuldegysninger, og hun ser misfornøjet ud mod horisonten med de mørke skyer. Hun må nok hellere skynde sig i gang, så hun ikke bliver afbrudt af en regnbyge. Uret viser ti sekunder i fire, hun smiler stolt af sin punklighed og sætter straks i gang, da displayet lyser op ved timeskiftet.

   Efter at have redt håret og sat det op i en smart, sporty hestehale og sprøjtet noget deodorant under armene, er Sisse klar. Selv om det bare er en løbetur, er der jo ingen der siger, man ikke må gøre noget ud af sig selv. Tænk nu hvis man kan lugte hende svede! Hun gyser ved tanken og låser hoveddøren. Nøglen putter hun i lommen på den tynde løbejakke, kører skuldrene rundt et par gange, og begynder så at løbe. Hun konstaterer tilfreds, at det ikke blæser så meget, som det ellers så ud til, og det passer hende fint. Der er ikke noget værre end blæsevejr, som river håret ud af elastikken og pisker det ind i ansigtet. Især ikke hvis panden er svedig og håret klistres fast i klumper. Sisse finder iPod’en i jakkelommen og finder en sang frem, der passer til hendes løberytme. Det går meget lettere med musik i ørerne, tiden synes at gå hurtigere og hun hører andet end føddernes dunk mod asfalten.

   Åndedrættet er regelmæssigt og kontrolleret. Natalie holder den sædvanlige tid, fem minutter pr. kilometer. Hendes blik er stift, der er kun én vej: fremad. Det mest irriterende er de to lyskryds på ruten. Hun hader at skulle stoppe op, men forsøger at ignorere folks blikke, når hun står og løber på stedet, mens hun venter på grønt lys. Det er en fin rute i kuperet landskab, og hun løber både ude på landet langs de gule rapsmarker og inde i byen. Man når også langt på ti kilometer. Ti er sådan et fint tal.

                                                  

   Sisse sætter farten op, da hun øjner en gruppe unge fyre komme imod hende. De pifter og hujer, idet hun løber forbi dem, men hun bevarer et ligegyldigt og afvisende ansigt. Først da de er langt bag hende, smiler hun tilfreds for sig selv. Hun ved hun er tiltrækkende. Ikke åleslank og tynd, nej, en pige skal have former. Der er mange ude at løbe i dag, hun har mødt en hel del og finder det sjovt at iagttage andre løbere og den måde, de bevæger sig på. Nogle er overvægtige og svedige, andre spurter af sted med trøjen bundet om hoften, og en helt tredje gruppe er trænede og fokuserede og har en masse avanceret løbeudstyr. En pige på det modsatte fortov fanger hendes blik, hun har en høj fart og et målrettet udtryk. De blege ben er tændstiktynde, og knæbindet sidder alt for løst. Hendes T-shirt sidder stramt om den udmagrede krop og på trods af afstanden, kan kindbenene tydeligt ses. Sisse skærer en grimasse og vender hovedet væk. Hvorfor skal løbeturen ødelægges af sådan et indbildsk anoreksioffer?

18. juli 2013

Grundigt arbejde (vinder af novellekonkurrence på "Forfattersiden")

   Palle kniber øjnene sammen for at kunne se navnene på postkassen. Jo, den er god nok, Julie og Robert Nielsen, Havregårdsvej nr. 67. Han læner sig frem og vurderer gårdspladsen, skal han parkere inde ved huset eller her ved vejen? Han kan vist godt tillade sig at køre helt ind, der er masser af plads. Hurtigt styrer han firmabilen ind ad indkørslen og løfter imponeret øjenbrynene ved synet af det store, hvidmalede hus foran ham. På trods af de store grantræer ved siden af huset, ligger der ikke mange nedfaldne nåle i gårdspladsen og blomsterbedene har snorlige kanter. Palle træder ud af bilen og sunder sig et øjeblik. Den skarpe sol stikker ham i øjnene og han holder hånden op for at skærme. Med lange skridt går han op ad den brede trappe og ringer på. Egetræsdøren er tung og stor, nærmest som porten til en fæstning. Den lukkes op af en høj, skjorteklædt mand med marineblåt slips og pressede bukser. ”Hej og velkommen. Jeg er Robert, du må være maleren”, siger han monotont og rækker hånden frem. Palle trykker den og nikker bekræftende. ”Kom bare med.” Robert lukker hoveddøren igen og går i retning af en lang, bred gang med store, guldindrammede malerier på begge sider. Palle kan ikke lade være med at kaste blikke på malerierne, der ikke ligefrem ser ud til at være fundet på et loppemarked eller i Kirkens Korshærs genbrugsforretning. Robert stopper op og smiler stolt. ”Ja, jeg må indrømme, at jeg er lidt af en samler. Min kone siger, jeg bruger for mange penge på at opkøbe og opstøve malerier rundt omkring, men det er nu engang min store interesse.” Palle nikker eftertænksomt. Han vil aldrig nogensinde få råd til bare ét af de kunstværker, som husets herre så nonchalant viser frem.

   Sidst i rækken af malerier, hænger et stort fotografi, der forestiller Robert sammen med en kvinde. De sidder begge smilende på en hvid bænk med hver deres glas champagne i hånden. ”Fra vores forlovelse,” indskyder Robert. ”Det er min kone, Julie.” Han åbner en dør og træder ind i rummet. ”Jamen, det her er så badeværelset. Håndværkerne blev færdige for nylig, og vi kan slet ikke vente med at tage vores nye badeværelse i brug. I flere uger har vi måttet bruge gæstebadeværelset, men det er kun halvt så stort som dette og desuden har det de grimmeste fliser. Egentlig burde det også renoveres.” Palle kan ikke koncentrere sig om at følge med i Roberts talestrøm, han er fascineret af hver enkelt detalje i rummet. Brusenichen er ikke bare et primitivt forhæng, men den er muret op og belagt med helt små klinker i forskellige nuancer af blå. Håndvasken fylder lige så meget som to almindelige og har en dråbelignende form, mens skabene har gennemsigtige glasruder, der ikke bærer det mindste spor af fedtede fingre eller støvsamlinger. ”Jeg har tilbragt omkring ti år på havet, størstedelen af dem som kaptajn, så derfor har vi valgt at holde badeværelsets tema i havets farver og former. Det var Julies ide.” Stoltheden lyser ud af Roberts øjne, da han stryger fingrene hen over de flisebelagte vægge. ”Loftet og den øverste meter af væggene her skal males i en mat cyanblå farve, men det ved du jo allerede fra vores samtale i telefonen. Jeg har nogle farvekort liggende, hvis du ikke kan huske nummeret på den farve, du skal bestille. For det sørger du da for, ikke? Du har vel nogen faste leverandører?” Palle nikker. Selvfølgelig sørger han for det, det er en del af hans job. Han bryder sig ikke om Roberts nedladende tone, det går ham på, at blive set ned på af denne storsnudede forhenværende kaptajn. Men han har lært at leve med det, gennem hele sit liv har han mærket samfundets sociale forskelle. Dog er Robert anderledes, tænker Palle, hans arrogance er ikke åbenlys, men gemt bag et slør af falsk venlighed og imødekommenhed. ”Jeg formoder, du bare lige vil tage et hurtigt kig på det i dag, bestemme en pris og så komme igen en anden dag og male?” Robert ser spørgende på Palle, der ryster på hovedet. ”Nej, jeg starter med at male i dag, jeg ringer til min leverandør, og så kommer han med malingen, så hurtigt, han har mulighed for det. Han har ikke så mange ordrer for tiden, og bor lige her i nærheden.” ”Herligt”, udbryder Robert henrykt. ”Nå, nu vil jeg lade dig se på sagerne i fred.”

   Palle river strimlen af malertape over og glatter tapen, så den følger skabets linjer. Han er godt i gang med at afdække badeværelset, så malingen ikke kommer andre vegne hen end på loftet og væggene. Han kan høre Robert rumstere, nu kommer han hen ad gangen, og iagttager Palle. ”Jeg kører ind til byen nu, der ligger en husnøgle på køkkenbordet, hvis du får brug for den. Har du kontaktet din leverandør angående malingen?” Palle sender Robert et irriteret blik og fisker mobiltelefonen frem fra baglommen. ”Jeg gør det nu.””Godt, godt. Vi ses i eftermiddag.” Robert nikker kort og to minutter efter, hører Palle hoveddøren blive lukket og låst. Han taster et nummer på telefonen og ringer op: ”Hallo, Jesper. Ja, det er mig, Palle. Det var angående den maling der...” Det skratter i den anden ende, forbindelsen er dårlig og Jespers stemme skærer ind i Palles ører. ”Jeg er helt klar og kan være der om kvarter, faktisk sidder jeg allerede i bilen.” Palle smiler for sig selv, og takker vennen. Han lægger på og går ud i gangen for at studere malerierne nærmere, mens han venter på malingen. Billederne har deres eget særpræg og Palle kan ikke lade være med at blive beundret. Hans øjne stopper ved forlovelsesbilledet af husets par, hvor kvinden nærmest griner ham op i ansigtet og stråler af lykke. Palle rynker brynene og går ud i køkkenet, hvor han sætter sig og udnytter ventetiden med at drikke halvdelen af kaffen i sin medbragte termokande.

   Godt tyve minutter efter, står Palle i den store gårdsplads med to bøtter maling. Han takker taknemmeligt for den hurtige levering og bærer bøtterne indenfor, mens Jesper kører ud af gårdspladsen. Palle smiler ivrigt, og flår lågene af, lige så snart han har lukket hoveddøren og står midt på gangen. Et øjeblik står han og stirrer ned i den vinrøde maling, så tager han sin største malerpensel og fører den ned i den første bøtte, indtil penslen er helt dækket. Han fæstner grebet om skaftet og med sammenbidte læber, planter han penslen i midten af det første maleri. Den våde maling glider ned ad motivet og fortsætter på væggen. Palle dirrer af fryd og fortsætter med de næste malerier og langsomt forvandles gangen til noget, der ligner gerningsstedet fra en massakre. Han styrter ind i badeværelset, hvor han af al kraft sparker ind i glaslågerne, så de splintres og falder til jorden i tusind stykker. Vanviddet lyser ud af hans øjne, mens han hælder maling på den murede bruseniche og i den dråbeformede håndvask. Kun loftet og den øverste meter af væggen, rør han ikke. Palle stiller sig i dørkarmen og beundrer sit værk med et ansigt, der lyser af tilfredshed. Da han vender sig om, falder hans blik på forlovelsesbilledet og uden at tøve, flår han det ned fra væggen og hamrer det i jorden. Med en rasende bevægelse, tømmer han resten af malingen ud over fotografiet og trægulvet, og tørrer hænderne i bukserne. Han mangler kun én ting, så har han gjort, hvad han kom for.

   ”Nå, maleren må allerede være færdig, siden han er kørt”, udbryder Robert, da han står ud af bilen sammen med sin kone. ”Jeg glæder mig til at se det færdige badeværelse”, smiler hun, og går op til hoveddøren, for at låse den op. Hun træder ind i entreen, mens Robert først tjekker postkassen. Han stopper brat op, da han hører Julie skrige hjerteskærende, og der lyder et bump. Han smider reklamerne på trappen, og løber ind med bange anelser. Julie ligger bevidstløs på gulvet med hånden i en sø af glas og rød maling. Robert mærker sit hjerte banke faretruende og han løfter skræmt blikket til væggen, hvor der står malet noget med store, røde bogstaver, lige oven over de ødelagte malerier: ”Du kan ikke skjule dig. Du skulle aldrig have forladt mig, Julie!”

10. juni 2012

Julesind

   Aniela hev en stol ned fra de rengjorte borde og satte sig tungt på den. Efter to timers slid havde hun fortjent en pause, det mente ryggen i hvert fald. Hun hev skuldrene op til ørerne og skar ansigt. Hvor kunne det være rart med en omgang massage, men hvem skulle give hende den? Et hurtigt blik rundt i lokalet konstaterede, at hun kunne være færdig her om en halv time, og så var det videre over i den anden bygning. Hvis hun var hurtig, kunne hun måske nå hjem, inden det blev helt mørkt. Men ikke engang tanken om dette motiverede hende, for hvad var hjem? At sidde i den lille lejlighed helt alene foran fjernsynet med tæppet trukket godt op om ørerne? Nej, hjem var ikke her, hvem prøvede hun at narre? Hun snøftede og bortforklarede det for sig selv med, at hun havde pådraget sig en ordentlig forkølelse. Det var ikke så underligt med den gamle vinterjakke, hun gik rundt i, men pengene slog ikke til, hvis hun både skulle have nyt overtøj og sende penge hjem til Polen.

   Lyden af højrøstede teenagestemmer vækkede hende fra drømmeriet. Det skulle ikke se ud som om, hun bare sad og dovnede midt i arbejdstiden, så hun skyndte sig at vride en blå klud op for at aftørre tavlen.

”Jeg tror, hende rengøringsdamen er i gang, skal vi ikke spørge hende?” Aniela stoppede brat op midt i en bevægelse. Det var vel hende, de hentydede til, men hvorfor? Døren ind til klasselokalet blev åbnet, og en gruppe elever fra en af de ældre klasse trådte forsigtigt indenfor.

”Undskyld, vi forstyrrer, men må vi interviewe dig til vores projekt i samfundsfag?” En høj, rødhåret pige førte an og så afventende på Aniela, der ikke var forberedt på dette spørgsmål.

”Jo, det må I godt,” fik hun frem og så deres reaktion på hendes gebrokne dansk. Hun kunne ikke bebrejde dem noget, for af udseende kunne hun lige så godt være dansker som polak.

”Okay...” Pigen satte sig op på bordet med benene over kors og fumlede med et papir. De andre kom nærmere og interviewet kunne gå i gang.

   ”Vores emne er jul og traditioner,” forklarede en dreng med fedtet hår. Aniela nikkede anspændt og gemte de rystende hænder i skødet. Hvorfor var hun så nervøs? Det var bare et kort interview, havde de jo sagt.

”Hvem plejer du at holde jul med, og hvem skal du holde jul med i år?” Pigen så afventende på hende og tjekkede, at de andre var klar til at tage notater.

”Øh.” Spørgsmålet kom bag på Aniela, og hun fugtede de tørre læber, mens hun formulerede sit svar i hovedet. Tag det roligt, sagde hun til sig selv. Du behøver ikke at kunne tale sproget perfekt, bare det er forståeligt. Efter en dyb indånding og et blik på de ventende teenagere, forklarede hun, at hun normalt holdt jul med forældrene samt hendes yngre bror og hans familie hjemme i Polen. Men i år var det anderledes, for hun havde ikke råd til en billet hjem og måtte tilbringe julen i Danmark. Alene. Ud af øjenkrogen kunne Aniela se, at den pige, som skrev notater, løftede øjenbrynene og skævede til hende, da hun nævnte, at hun ingen kendte i Danmark.

”Slet ingen?” spurgte hun tvivlsomt. Aniela nikkede, og et strejf af medfølelse gled over pigens ansigt.

”Åh...” sagde hun nærmest undskyldende og vendte blikket mod papiret igen.

***

   ”Okay... Det her er det sidste spørgsmål, og det handler om julegaver: Hvilken betydning har gaver for dig, og synes du, at gaveræset er for meget?” Drengen med det fedtede hår måtte forklare ordet ’gaveræs’ for Aniela, før hun forstod sammenhængen. Interviewet gik bedre end forventet, og eleverne grinede ikke en eneste gang, mens hun kludrede rundt i ordene og forsøgte at give sine sætninger mening. Langsomt havde hun opbygget en selvtillid, som nu blev fyret af på én gang, da hun svarede på det sidste spørgsmål. Ordene fløj ud af munden på hende, da hun fortalte, at hun ikke kunne begribe, at danskerne brugte så mange penge på dyre julegaver og overflødige julenipsgenstande. Julen handlede jo ikke kun om de materielle ting, det kunne hun i hvert fald understrege.

”Måske gaverne betyder meget for jeres opfattelse af julen,” sluttede hun af, ”men jeg håber at I også sætter pris på samvær med familien. Hvis I en dag er i den situation, jeg er i nu, vil I forstå, hvad jeg mener.” Hun holdt inde og mærkede tårerne bag de lukkede øjenlåg. Blyantens hurtige bevægelser hen over papiret forstærkede den knugede stilhed.  Aniela fortrød allerede, at hun havde lydt så bitter. Hvad ville børnene nu ikke tænke om hende? Hun kunne forestille sig, at de ihærdigt prøvede at holde deres hånlige latter inde, men da hun åbnede øjnene, stirrede hun ind i fire ansigter, der var svære at tyde.

”Mange tak for det,” sagde den rødhårede pige og smilede forsigtigt. Hun så ud som om, hun ikke vidste, hvad hun mere skulle sige, og gjorde tegn til de andre om, at det vist var på tide at forlade lokalet. Da Aniela tændte for støvsugeren, var hendes bevægelser langt tungere end normalt. På uforklarlig vis følte hun, at hun havde spildt en mulighed.

***

   Aniela for sammen, da lyden af en dørklokke overdøvede fjernsynet. Hun skyndte sig hen for at åbne døren og så til sin forbavselse en ukendt kvinde stå med en stor kurv i armene.

”Jeg hedder Ulla,” præsenterede hun sig og rakte hånden frem med et stort smil.

”Jeg er 9.B’s samfundsfagslærer, og jeg må sige, at din historie virkelig rørte noget ved de ellers så hårde teenagere. Vi samlede sammen i klassen til en lille kurv til dig med nogle af julens lækkerier.” Hun rakte kurven frem mod Aniela, der var helt mundlam.

”Ja, det er ikke det store, men vi syntes, at du skulle prøve en rigtig dansk jul.”

”Tak,” hviskede Aniela og fik slørede øjne, da hun så ned i kurven på dadler, brunkager, flæskesteg, rødkål og meget mere.” Hun rømmede sig og så op på Ulla med et taknemmeligt smil.

”Vil du ikke med inden for? Jeg kan lave kaffe.”

”Det lyder rigtig dejligt,” nikkede Ulla og trådte ind over tærsklen til den polske rengøringsdames lejlighed.

5. november 2012