torsdag den 27. december 2012

Julesind


   Aniela hev en stol ned fra de rengjorte borde og satte sig tungt på den. Efter to timers slid havde hun fortjent en pause, det mente ryggen i hvert fald. Hun hev skuldrene op til ørerne og skar ansigt. Hvor kunne det være rart med en omgang massage, men hvem skulle give hende den? Et hurtigt blik rundt i lokalet konstaterede, at hun kunne være færdig her om en halv time, og så var det videre over i den anden bygning. Hvis hun var hurtig, kunne hun måske nå hjem, inden det blev helt mørkt. Men ikke engang tanken om dette motiverede hende, for hvad var hjem? At sidde i den lille lejlighed helt alene foran fjernsynet med tæppet trukket godt op om ørerne? Nej, hjem var ikke her, hvem prøvede hun at narre? Hun snøftede og bortforklarede det for sig selv med, at hun havde pådraget sig en ordentlig forkølelse. Det var ikke så underligt med den gamle vinterjakke, hun gik rundt i, men pengene slog ikke til, hvis hun både skulle have nyt overtøj og sende penge hjem til Polen.

   Lyden af højrøstede teenagestemmer vækkede hende fra drømmeriet. Det skulle ikke se ud som om, hun bare sad og dovnede midt i arbejdstiden, så hun skyndte sig at vride en blå klud op for at aftørre tavlen.
”Jeg tror, hende rengøringsdamen er i gang, skal vi ikke spørge hende?” Aniela stoppede brat op midt i en bevægelse. Det var vel hende, de hentydede til, men hvorfor? Døren ind til klasselokalet blev åbnet, og en gruppe elever fra en af de ældre klasse trådte forsigtigt indenfor.
”Undskyld, vi forstyrrer, men må vi interviewe dig til vores projekt i samfundsfag?” En høj, rødhåret pige førte an og så afventende på Aniela, der ikke var forberedt på dette spørgsmål.
”Jo, det må I godt,” fik hun frem og så deres reaktion på hendes gebrokne dansk. Hun kunne ikke bebrejde dem noget, for af udseende kunne hun lige så godt være dansker som polak.
”Okay...” Pigen satte sig op på bordet med benene over kors og fumlede med et papir. De andre kom nærmere og interviewet kunne gå i gang.

   ”Vores emne er jul og traditioner,” forklarede en dreng med fedtet hår. Aniela nikkede anspændt og gemte de rystende hænder i skødet. Hvorfor var hun så nervøs? Det var bare et kort interview, havde de jo sagt.
”Hvem plejer du at holde jul med, og hvem skal du holde jul med i år?” Pigen så afventende på hende og tjekkede, at de andre var klar til at tage notater.
”Øh.” Spørgsmålet kom bag på Aniela, og hun fugtede de tørre læber, mens hun formulerede sit svar i hovedet. Tag det roligt, sagde hun til sig selv. Du behøver ikke at kunne tale sproget perfekt, bare det er forståeligt. Efter en dyb indånding og et blik på de ventende teenagere, forklarede hun, at hun normalt holdt jul med forældrene samt hendes yngre bror og hans familie hjemme i Polen. Men i år var det anderledes, for hun havde ikke råd til en billet hjem og måtte tilbringe julen i Danmark. Alene. Ud af øjenkrogen kunne Aniela se, at den pige, som skrev notater, løftede øjenbrynene og skævede til hende, da hun nævnte, at hun ingen kendte i Danmark.
”Slet ingen?” spurgte hun tvivlsomt. Aniela nikkede, og et strejf af medfølelse gled over pigens ansigt.
”Åh...” sagde hun nærmest undskyldende og vendte blikket mod papiret igen.

***

   ”Okay... Det her er det sidste spørgsmål, og det handler om julegaver: Hvilken betydning har gaver for dig, og synes du, at gaveræset er for meget?” Drengen med det fedtede hår måtte forklare ordet ’gaveræs’ for Aniela, før hun forstod sammenhængen. Interviewet gik bedre end forventet, og eleverne grinede ikke en eneste gang, mens hun kludrede rundt i ordene og forsøgte at give sine sætninger mening. Langsomt havde hun opbygget en selvtillid, som nu blev fyret af på én gang, da hun svarede på det sidste spørgsmål. Ordene fløj ud af munden på hende, da hun fortalte, at hun ikke kunne begribe, at danskerne brugte så mange penge på dyre julegaver og overflødige julenipsgenstande. Julen handlede jo ikke kun om de materielle ting, det kunne hun i hvert fald understrege.
”Måske gaverne betyder meget for jeres opfattelse af julen,” sluttede hun af, ”men jeg håber at I også sætter pris på samvær med familien. Hvis I en dag er i den situation, jeg er i nu, vil I forstå, hvad jeg mener.” Hun holdt inde og mærkede tårerne bag de lukkede øjenlåg. Blyantens hurtige bevægelser hen over papiret forstærkede den knugede stilhed.  Aniela fortrød allerede, at hun havde lydt så bitter. Hvad ville børnene nu ikke tænke om hende? Hun kunne forestille sig, at de ihærdigt prøvede at holde deres hånlige latter inde, men da hun åbnede øjnene, stirrede hun ind i fire ansigter, der var svære at tyde.
”Mange tak for det,” sagde den rødhårede pige og smilede forsigtigt. Hun så ud som om, hun ikke vidste, hvad hun mere skulle sige, og gjorde tegn til de andre om, at det vist var på tide at forlade lokalet. Da Aniela tændte for støvsugeren, var hendes bevægelser langt tungere end normalt. På uforklarlig vis følte hun, at hun havde spildt en mulighed.

***

   Aniela for sammen, da lyden af en dørklokke overdøvede fjernsynet. Hun skyndte sig hen for at åbne døren og så til sin forbavselse en ukendt kvinde stå med en stor kurv i armene.
”Jeg hedder Ulla,” præsenterede hun sig og rakte hånden frem med et stort smil.
”Jeg er 9.B’s samfundsfagslærer, og jeg må sige, at din historie virkelig rørte noget ved de ellers så hårde teenagere. Vi samlede sammen i klassen til en lille kurv til dig med nogle af julens lækkerier.” Hun rakte kurven frem mod Aniela, der var helt mundlam.
”Ja, det er ikke det store, men vi syntes, at du skulle prøve en rigtig dansk jul.”
”Tak,” hviskede Aniela og fik slørede øjne, da hun så ned i kurven på dadler, brunkager, flæskesteg, rødkål og meget mere.” Hun rømmede sig og så op på Ulla med et taknemmeligt smil.
”Vil du ikke med inden for? Jeg kan lave kaffe.”
”Det lyder rigtig dejligt,” nikkede Ulla og trådte ind over tærsklen til den polske rengøringsdames lejlighed.


5. november 2012

søndag den 25. november 2012

Støv



  Vi sidder i mørke. Alles øjne er rettet mod det store whiteboard midt på væggen, hvor en dokumentar er i fuld gang. Jeg kan ikke fastholde koncentrationen, og blyanten, der skulle bruges til at skrive notater, ligger slapt i min let knyttede hånd. Handlingen siger mig ingenting, lysten til at sætte mig ind i de samfundsfaglige problemstillinger er meget lille. Jeg læner mig lidt frem for at sidde i en mere behagelig stilling og mærker en pludselig varme på den venstre side af mit ansigt. En solstråle har fundet vej gennem en sprække mellem de mørkegrønne gardiner, og rammer mig lige på kinden. Jeg føler strålen sitre på min hud, og nyder den med lukkede øjne.  Det er lige hvad jeg trænger til en tirsdag eftermiddag i sidste modul, og jeg byder taknemmeligt den lille afbrydelse velkommen. Da jeg åbner øjnene igen, er jeg først blændet af solen, men langsomt vænner mine øjne sig til lyset, og jeg får øje på en byge af mikroskopiske partikler. Støv. Milliarder af støvkorn hvirvler omkring os hver dag, uden at vi bemærker dem, men lige nu ser jeg dem helt klart. Jeg fascineres af deres formålsløse, luftige dans, der ændres ved den mindste forstyrrelse. Støvkornene lander på min bare arm og lægger sig til rette. Jeg betragter dem intenst. Ikke ét af dem er ens, selvom de ved første øjekast ligner hinanden. I solens lys får de forskellige farver, og glimter hver på deres egen måde, mens de bevæger sig gennem luften. De indhyller mig, men jeg forsøger at være så stille som muligt, den mindste bevægelse vil forstyrre deres fredfyldte dans.  Støvkornene har ikke travlt, de tager den tid, de tager, og har ikke behov for at skynde sig af sted. Lydene omkring mig er forsvundet, jeg sidder badet i lys i min egen lille verden. Mig og støvkornene. De har været her hele tiden, men i mørket er de skjult. Kun når solens stråler rammer dem, bliver de synlige, og jeg ser, hvor mange de er. Hvor kommer de fra? Har de nogensinde været uden for dette klasselokale? Jeg puster forsigtigt ud i luften, og ser de små støvkorn hvirvle bort fra mig. Jeg smiler. Filmen er færdig. Min lærer tænder lyset. Gardinerne trækkes fra. Solstrålen forsvinder.


27. januar 2012

lørdag den 3. november 2012

Maj

Den tid jeg elsker mest, er maj
med blomster små og børn i leg.
En tulipan er nu oplukt,
se lærkeparret der, hvor smukt.
Jeg elsker maj, den skønne tid
der nu er kommet hid.

Se marken bølger mildt i vinden,
to spurve sidder i toppen af linden
og skuer over by og land
fra skovens træer til strandens sand.
Jeg elsker maj, den skønne tid
der nu er kommet hid.

Og bien summer til hver blomst
og glædes over sin indkomst.
En mælkebøtte står så skøn
og lyser op i marken så grøn.
Jeg elsker maj, den skønne tid
der nu er kommet hid.

Og lyset blænder, hvor er det smukt,
det onde jages nu på flugt,
for lyset vil altid sejre.
Det vil i maj vi fejre.
Jeg elsker maj, den skønne tid
der nu er kommet hid.


16. maj 2008


onsdag den 31. oktober 2012

Lucius og Claudia


   Der er ulideligt varmt på teatret, og lugten af sved forplanter sig lynhurtigt blandt de forventningsfulde tilskuere. Claudia ændrer forsigtigt stilling, så intimiteten mellem hende og sidemanden formindskes. Hun føler sig ilde til mode, en voksende knude i maven forhindrer hende i at trække vejret ordentligt. Varmen er ulidelig, og solens stråler spejler sig i de romerske soldaters skinnende rustninger, så man blændes et kort øjeblik. Trompetfanfarer lyder, og snakken forstummer øjeblikkeligt. Menneskemængden rejser sig op, men Claudia bliver siddende. I tankerne er hun et helt andet sted, hvor der ikke er trangt og ukomfortabelt. Der er ikke noget støjende publikum, kun hende. Og en anden.
   Et hårdt skub river hende ud af dagdrømmeriet. Det er respektløst at blive siddende, når Cæsars ankomst annonceres. Selveste Gaius Cæsar Augustus Germanicus. Vredt ser hun op på sidemanden, der gør tegn til, at hun hellere må rejse sig op. Claudia giver modstræbende efter, men kun for at få et glimt af sin fjende. Manden, hun nærer et så brændende had imod, at hun omgående ville blive arresteret, hvis soldaterne kunne se ind bag hendes kønne, uskyldige øjne. Hun kan ikke se kejserens ansigt, men ved, at han ikke fortrækker en mine under hyldesten. Kold og arrogant sætter han sig i sin stol og ser hovent på forestillingen. For ham er det bare underholdning, en leg, tidsfordriv. For hende er det altafgørende for, hvordan hendes liv vil blive fremover.
   Klapsalverne når nye højder, da gladiatorerne kommer ind og marcherer frem foran kejseren med højre hånd løftet i en hilsen: ”Ave Cæsar.” De kæmper skiftevis, og folket hepper på deres favoritter. Med smidige og dog voldsomme bevægelser udnytter gladiatorerne hinandens svagheder og kæmper, til den ene må blive liggende i støvet. Ydmyget og overvundet. Claudia stivner let, da det sidste par gør klar til kamp. Der lyder hujen og piften fra folkene omkring hende, og de unge piger får røde pletter på kinderne, mens de sender blikke til hinanden. Gladiatoren med den flotte, muskuløse krop ser ud blandt publikum. Claudia kan ikke se hans øjne, men ved, at hans blik er søgende. Efter hende. Hun sitrer af nervøsitet og irritation over pigernes overfladiske betagelse. Han er mere end bare et objekt, han er et sårbart menneske. Hun ser, hvad der gemmer sig bag den polerede rustning. Lucius er en af Roms berømteste gladiatorer, og han trækker publikum til teateret, hver gang han kæmper.
   Han har lovet Claudia, at denne kamp bliver hans sidste. ”Én kamp endnu, og så er jeg fri,” sagde han og løftede hende op, mens hun smilede lykkeligt og forestillede sig deres fremtid sammen. Fri fra slaveri og undertrykkelse, fri til at leve. Claudia tvinger sig selv til at se ned på arenaen, hvor fremtiden langsomt etableres, mens Lucius trænger sin modstander tilbage. Hver gennemtrængende lyd af sværd, der krydser hinanden, er et skrift mod det nye liv. Deres nye liv. Hun forestiller sig, hvordan han motiveres ved tanken om hende, mens han kæmper af alle kræfter.

   Med et brøl træder modstanderen et skridt frem og støder sit sværd ind i Lucius’ hals, der, hvor brynjen ikke dækker kroppen. Forskrækket over sin egen handling, lammes han og stirrer på Lucius, der øjeblikkeligt falder til jorden. Der bliver helt stille på teatret. Så lyder et skrig fra en af de bagerste rækker, hvor en pige baner sig vej gennem de tætsiddende tilskuere, løber, falder og rejser sig op igen, indtil hun står nede ved arenaen, hvor to soldater forhindrer hende i at styrte ind til de to gladiatorer. Skriget går over i en hjerteskærende hulken, og der må flere soldater til. Hun river og kradser dem i ansigtet af desperation, mens hendes øjne ikke viger fra Lucius, der ligger ubevægelig på sandet. En blodpøl omkring hans bryst vokser sig større og større, og nu begynder opstandelsen. Folk rejser sig fra deres pladser for at se på optrinnet med det vanvittige pigebarn, som nu slæbes væk af soldaterne. Cæsar sukker opgivende fra sin stol og skænker den døde gladiator et blik, inden han med en enkelt håndbevægelse får nogle mænd til at fjerne liget.
   Smagen af grus og blod får hende til at kaste op. Det gør ondt, fordi hele hendes krop er øm efter soldaternes brutale måde at få hende væk fra teatret på. Ansigtet er stift af snavs og tårer, og hendes hænder er fulde af rifter. Claudia ligger og ser på det stolte Colosseum, som blev hendes elskedes død. Hun fik ikke engang sagt farvel. Han er fri nu, men hvad er hun?

24. august 2012 (Efter historieforløb om Romerriget) 

mandag den 15. oktober 2012

Vejen til himlen

Herren er trofast og god imod mig,
gid jeg kunne være så mod andre.
Jeg vil så gerne på den smalle vej
med mange flere vandre.

15. marts 2005


Vejen bli'r lang og besværlig,
men jeg vil på den gå.
Gud imod mig er så kærlig,
og ind i hans rige jeg komme må.

23. marts 2005

Titanic

(Titanic-feber...):

Sidder her på dækket.
Holder om din hånd.
Flammen, den blev vækket
og løste vore bånd.

Vi vil holde sammen,
hvordan det end går,
holde liv i flammen,
så godt som vi formår.

Langt ud i vor fremtid
vil vi gøre os fri.
Fri på grund af kærlighed,
for dig kan jeg li'.

Intet kan os standse,
når vi to er sammen.
Med dig vil jeg danse
i skæret af flammen.


23. januar 2008

tirsdag den 9. oktober 2012

En fældningsreaktion


*WARNING*: Dette blev skrevet på 15 minutter, så undskyld på forhånd. Opgaven i kemi lød ganske enkelt på "lav en historie, hvor der indgår en fældningsreaktion"...

Sølv(I)nitrat og natriumiodid
Ag += Agnes
No - = Noa
Na + = Natalie
I - = Ingvard

”Kom nu, Natalie!” Agnes’ skingre stemme vækkede hende af dagdrømmen, og hun stirrede på sin veninde gennem slørede øjne.
”Skal vi allerede af sted? Uh, jeg har travlt, jeg faldt vist i søvn!”
”Det bliver sjovt. Bare os fire!” Agnes ruskede blidt i sin venindes arm og tjekkede mascaraen. Natalie sukkede og rejste sig langsomt op. Hvor var Ingvard og Noa, huset virkede så dødt og stille.
”Drengene er i banken efter kontanter,” forklarede Agnes, som om hun kunne gætte Natalienos tanker.
”De kommer nok om cirka et kvarter, så du må skynde dig, hvis du vil være færdig til tiden.” I aften skulle de i byen alle fire. Natalie og Ingvard. Agnes og Noa. De var nogle underlige par, var de. Pigerne var de friske, mens drengene altid var sløve i optrækket. Det var aldrig dem, der tog initiativ til noget, men det var fint nok. Pigerne havde overskud og iver nok for dem alle.

Aftenen gik, og natten med. Der var frygteligt varmt på diskoteket, men Natalie havde også været oppe at danse i lang tid nu.
”Hvor er Agnes og Ingvard?” Det gik op for hende, at hendes kæreste og veninde ikke var til stede. Noa sad på en slidt sofa og bællede en øl; han havde ikke set dem. Natalie kunne mærke en snert af irritation, da hun rejste sig for at lede efter dem.

Synet var chokerende, og Natalie måtte udstøde et skrig. Aldrig havde hun drømt om at se sin kæreste og bedste veninde stå tæt sammen i en lidt for kærlig omfavnelse. De var begge fulde, men det var ingen undskyldning. Tårerne sved, da hun så skammen i Ingvards øjne. Det kunne lige passe, at han skulle til at undskylde. Det kunne han godt droppe alt om! Hvor kunne han gøre sådan noget mod hende? Og Agnes også? her havde hun gået og troet, at de var de to perfekte par. Hende og Ingvard. Agnes og Noa. Nu var hendes verden vendt op og ned. Hulkende løb hun tilbage til Noa, der sad med svømmende øjne og hænderne om endnu en dåse. Skulle hun fortælle ham det? Lige nu opfattede han sikkert ingenting. Hun tog sin jakke og forsvandt ud i regnen. Agnes prøvede vist at sige noget til hende, men hun hørte det ikke. Hun var da ligeglad. Og alene.

AgNO3 og NaI                                                                
Ag+ + I-  à AgI

Tilskuerioner: NO3- og Na+


4. oktober 2012

torsdag den 27. september 2012

Hvis du siger det... (bidrag til DM i novelleskrivning)


Med denne novelle deltager jeg i DM i novelleskrivning og er virkelig spændt! Jeg har fået så mange positive kommentarer fra folk, der har læst den, både dem, jeg kender og folk, der har læst den på nettet. Så jeg MÅ bare prøve lykken - selv om det er MEGET usandsynligt at min lille novelle ender blandt de 20 bedste :) 


   Han har aldrig før haft en ven. I folkeskolen blev han altid holdt udenfor, fordi han var mærkelig. Sagde de. Siger de. I frikvartererne fandt han de store klassers matematikbøger frem fra skabene på gangen og sad ved sit bord og regnede alle stykkerne fra ende til anden. Uden lommeregner, hvad skulle han dog bruge den til? Et snyderedskab for mennesker, der ikke kan finde ud af simpel hovedregning. Da han blev ældre og kom i gymnasiet, var han stadig mærkelig. Han husker folks undersøgende øjne, når han gik forbi dem på gangen iført sine brune lærredsbukser. Matematikken var hans tilflugt, hans skjulested. Den eneste kontakt han havde med sine klassekammerater, var, når de ville have hjælp med afleveringerne. Så blev han pludselig klassens midtpunkt. Klaus, der kunne klare alt. Klaus med sin fjollede matematik. Staklen Klaus.

   Han får en kildrende fornemmelse i maven, når han tænker på dagen for over fem år siden, hvor han mødte hende for første gang. Hun sad på en bænk i parken med benene over kors og øjnene rettet mod ham. Da han mødte hendes blik, så hun ikke forlegent væk, som de fleste gjorde, men smilede til ham og fastholdt blikket. Han kom tættere på, og hun rykkede sig ud til den ene side af bænken for at gøre plads til ham, selvom han ikke havde tænkt sig at sætte sig der. Hendes blik fik ham til at ændre mening, og han satte sig langsomt. Afstanden mellem dem føltes uendelig lang på trods af de kun tredive centimeter. Toogtredive.
”Jeg hedder Anne.” Stemmen var blød og den fremstrakte hånd spinkel.
”Klaus.” Han kunne slå sig selv for at lyde så usikker og tøvende, men hendes tilstedeværelse gjorde ham nervøs. Hun var et menneske, en kvinde. En kvinde, som ville tale med ham.
”Er du... tit i parken?” Det var det eneste, Klaus kunne komme i tanke om at sige, men hellere et meningsløst spørgsmål end pinlig tavshed. Hun nikkede og smilede sit mystiske, skæve smil. Han iagttog hende ud af øjenkrogene og indprentede sig hendes udseende. Høj og spinkel kropsbygning, store, tunge krøller og grønne, katteagtige øjne.
”Vi forstår hinanden, naturen og jeg. Her er så fredfyldt og... ægte, hvis man kan sige det sådan. Mennesker kan være så overfladiske og uærlige, at man får nok af dem, ikke?” Klaus nikkede ivrigt. Han følte en pludselig lyst til at fortælle hende alt. Simpelt hen alting.

   Klaus’ mor kan ikke lide Anne og det gør ham vred. Det var en katastrofe første gang han og Anne blev inviteret op i morens lejlighed til middag. Moren glædede sig, sagde hun, men hendes opførsel over for Anne var uacceptabel. Hun stirrede uhæmmet på den stakkels pige ved siden af Klaus og så forvirret på sin søn.
”Hvad sker der, Klaus?” spurgte hun med gråd i stemmen. Klaus forstod ikke, hvad hun mente, og hans mor begyndte at sige en masse grimme ting om Anne. Han husker ikke præcist, hvad hun sagde, for han lukkede af med det samme og stirrede på sin mor med vrede i øjnene. Hvordan kunne hun tillade sig at overfuse Anne på den måde? Hun nægtede endda at dække op til Klaus’ kæreste. Ja, for det var det, hun var. Klaus’ første kæreste. Da han tog den forvirrede Anne ved hånden og hev hende med ud af lejligheden, græd hans mor og løb efter dem.
”Du forstår det ikke, Klaus. Lad mig forklare...” Men Klaus stoppede ikke. Ikke før de var hjemme hos ham selv, og han blev formildet af Anne, der sagde, at hans mor bare ikke forstod deres kærlighed.
”Vær ligeglad med hende,” hviskede hun og aede hans hånd, hun vil stå i vejen for os to, men det vil vi ikke lade hende gøre. Klaus nikkede stumt og skubbede tankerne om sin mor ud af hovedet. Han skubbede hende også ud af livet, selvom hun gentagne gange prøvede at komme i kontakt med ham. Hans gamle, ensomme, dumme mor.

   Han ved ikke, hvor de er på vej hen, for det er Anne, der fører an. Hun smiler så hemmelighedsfuldt og hiver ham i armen. Han ler indvendig af hendes iver og føler sig mere lykkelig, end han nogensinde har været. Her går han, midt i byen, sammen med verdens smukkeste og sødeste pige. Så er alt andet lige meget. Endelig føler han sig accepteret og elsket. Foran dem ligger den evigt øde togstation, og Klaus undrer sig over, hvorfor Anne styrer derhenimod.
”Skal vi nogen steder hen?” spørger han spændt.
”Ja, det kan man godt sige.” De træder op på perronen, hvor der ikke er andre mennesker at se i nærheden, men det er også blevet sent. Det er et smukt billede, et ensomt par i lyset fra sløve, grå lygtepæle. Da lyden af toget høres, ser Anne intenst på Klaus.
”Elsker du mig?” spørger hun hæst, og han nikker uden at tage øjnene fra hendes blege ansigt.
”Så hop sammen med mig.” Hun knuger hans hånd og vender ansigtet mod toget. Han bliver tør i halsen, og hjertet begynder at banke hurtigere og hurtigere. Adrenalinen pumper i hans blod, da han følger hende hen til kanten. De overskrider de advarende gule pletter. Så tæt på.
”Så er det nu.” Hendes stemme er fjern, men uden bæven. Klaus ser kærligt på den eneste person, han har tilbage i sit liv. Den person, han vil slutte livet sammen med. I et splitsekund husker han morens ord:
”Hun er ikke virkelig, Klaus. Du er syg. Anne findes ikke. Du har brug for hjælp.” Han bider tænderne sammen, glemmer moren og vender sig mod Anne for sidste gang.

”Hvis du siger det...”


25. september 2012

mandag den 24. september 2012

Efterår


Jeg vågner tidligt. Kan ikke sove mere. Jeg tager mine gummistøvler og min regnjakke på og går udenfor. Alt er mørkt. Kun gadelygterne lyser. Byen sover stadig, men i nogle enkelte huse begynder der at tændes lys. Det er ikke koldt, men heller ikke lunt. Du ved, det der helt specielle efterårsvejr, hvor luften føles frisk og meget nyere, end den gør ved de andre årstider. Jeg standser et kort øjeblik og trækker vejret dybt. Helt ned i maven. Det er fantastisk. En svimlende følelse af noget jeg ikke kan forklare. Jeg har intet mål, jeg går bare. Ved ikke hvorhen. Det er også fuldstændigt lige meget.

Efteråret er som en optakt til noget stort. Alle de halvnøgne træer, de visne blomster og de svajende græsstrå hvisker hemmelighedsfuldt. Og jeg lytter. Jeg ville ønske, jeg kunne forstå deres sprog. Foran mig ligger nedfaldne blade i forskellige farver, former og nuancer. De rasler let, når jeg træder på dem. Men ellers er her stille. Kun vinden høres sagte, når den fejer omkring mellem husene og hvirvler bladene op. Det er en smuk stilhed. En fredfyldt stilhed. Jeg lukker øjnene og lader mig fyldes af freden. Jeg smiler. Kan ikke lade være. Denne virkning har efteråret altid på mig. Jeg bliver glad, bare af at gå en stille tur for mig selv. Det er som om alle mine problemer glider i baggrunden. Jeg glemmer alt om verden omkring mig, bare et par minutter. Det er nok til at fylde mig med glæde og lykke. Glæde over alt det værdifulde i livet. Tænk, at jeg har mulighed for at se bladene falde og høre fuglene flyve sydpå. Hvilken gave!

Men mange mennesker ser ikke denne gave. De vågner, trækker gardinerne fra og stirrer ud i mørket, mens de skutter sig og spekulerer på, om de skal lægge sig under dynen igen. De sukker opgivende og sjosker ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. De fryser. De vrisser. De lukker øjnene for alt det smukke. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.


Efteråret 2011

onsdag den 19. september 2012

En bil på vejen


   Der er kun én bil på vejen. Tågen ligger lige over den mørke vej. Manden er fuldt koncentreret om at se fremad. Om nogle få kilometer er han hjemme. Han sukker udmattet, det har været en hård dag på arbejdet. Bilen glider igennem disen, han tør ikke køre for hurtigt. Han kniber øjnene sammen og stirrer intenst på noget i vejkanten. En skikkelse? Uvilkårligt sagtner han farten, stopper bilen, og ruller vinduet ned. Den kølige luft strømmer ind i bilen, og han stikker hovedet ud. Nu kommer skikkelsen tættere på, han kan se, at det er en kvinde. Hun ser ud til at fryse, den blafrende kjole er ikke passende påklædning i det kolde vejr. Han råber, om hun vil køre med. Han kan se, at hun nikker, og han fjerner hurtigt jakken på sædet ved siden af sig. Hun åbner døren, og sætter sig ind. Hendes kinder er røde, og man kan tydeligt se hendes ånde i luften. Hun har været ude i længere tid. I hænderne knuger hun en stor sportstaske, nu lader hun den dumpe ned ved fødderne.
-Det er koldt udenfor, hva’? siger han henkastet, og starter bilen. Hun nikker bare og kradser i den røde neglelak på lillefingeren.

   Det er en gammel, mørkegrøn Mazda. Flere steder er lakken krakeleret, og sæderne er grå og lugter af hund. På bagsædet flyder det med coladåser, chipsposer og sammenkrøllede aviser. Manden kaster et blik over skulderen.
-Vil du låne min jakke? Hun nikker, han fisker den frem fra enden af bilen, og giver hende den.
-Hvor skal du hen? Han skæver til hende, hun er ved at føre armene ud i jakkens ærmer. Hun trækker på skuldrene.
-Det er lige meget. Bare sæt mig af tæt ved et busstoppested eller noget. Han nikker. Der er stille. Kun motorens vedvarende brummen bryder gennem tavsheden. Vejen er øde, ikke engang en skræmt hare eller en kat på jagt efter mus, er at se. Han trommer en uregelmæssig rytme med fingrene på rattet.
-Jeg var til julefrokost med firmaet i sidste weekend, begynder han. Hold kæft, det var sjovt. Vi var en syv-otte stykker, jo, det var vældigt festligt. Chefen forstår at sætte gang i festen. Han griner, og sænker farten, da de kommer til et skarpt sving.
-Jo, det var en fin fest. Det er et godt firma, nogle gode kollegaer. Han nikker, mest for at understrege hvad han lige har sagt. Hun griner lidt anstrengt og kører fingrene igennem sit fugtige hår.
-Hvad lavede du egentlig udenfor på denne tid? Han får det til at lyde henkastet, og afventer hendes reaktion. Hun piller ved sin halskæde. Den forestiller et lille sølvhjerte i en spinkel kæde.
-Jeg har været i fitness, siger hun så, og peger på sportstasken. Adidas. Den er helt proppet, og buler ud flere steder.
-Så du foretrækker at træne om aftenen. Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering. Hun nikker og møder hans blik. Selvom det er mørkt i bilen, kan han se hendes øjne. Hendes blik er fast og alvorligt.
-Jeg trænede også engang, men nu er jeg gået over til selvforsvar. Det styrker musklerne, og så er det klogt, man ved jo aldrig hvem man møder en mørk aften. Hun siger, at det kan der være noget om.

   De kører videre i tavshed. Hun stirrer ud ad vinduet, ud på de mørke træer, der farer forbi dem. Han tænder for radioen, og stopper på en kanal med country. Den bløde musik strømmer ud i hver en krog af bilen. Han kender ikke sangen, men nynner med alligevel. Musikken tilfører stemningen varme og en form for naturlighed. Hun rører ved en tom sodavandsdåse med spidsen af sine sko, og det giver en hul, metallisk lyd.
-Åh, det må du undskylde, her er lidt rodet. Det er ikke så tit jeg kører med andre. Han kigger uvilkårligt over på hende, og sender hende et undskyldende smil. Hun tager dåsen, og lader den dumpe ned i en gennemsigtig plasticpose, der fungerer som skraldespand.

   -Single? Det lille ord skærer gennem luften, og overdøver musikken fra radioen. Hun har travlt med at fjerne noget løs hud fra de tørre læber, og svarer ikke med det samme.
-Nej, undskyld, jeg skulle ikke have spurgt. Du behøver ikke svare. Der er ærgrelse at spore i hans stemme, og han stirrer stift ud på vejen. Hun ryster langsomt på hovedet, og vender sig derefter mod ham. Han kan se det ud af øjenkrogen.
-Ja. Hun fanger hans opmærksomhed, men smiler ikke. Hendes ansigtsudtryk er alvorligt, men bestemt, da hun gentager.
-Ja, jeg er single.
Han nikker betænksomt for sig selv, for derefter at pege ud mod fjorden, som de netop passerer.
-Jeg kender en, der har en båd dernede. En stor en endda. Jeg har tit sejlet rundt på fjorden med vennerne og nydt et glas vin på dækket. Han stopper sin talestrøm, da han mærker hendes hånd hvile på hans skulder. Han farer sammen, og udbryder et forskrækket råb, da han et kort øjeblik mister overblikket, og hurtigt må foretage et skarpt ryk, for at blive på vejen.
-Du lyver, siger hun. Hendes øjne brænder sig fast i hans ansigt, og han mærker til sin store irritation en rødme skyde frem.
-Det gør du også, hvisker han. Hun nikker roligt. Han slukker radioen, og de kører videre i gensidig forståelse.
-Vi er lige kørt forbi et busstoppested. Skal jeg stoppe? spørger han. Hun ryster på hovedet og smiler.
-Nej. Jeg kan altid tage det næste.

   Der er kun én bil på vejen. Én bil med to personer. 


10. oktober 2011


fredag den 14. september 2012

Da bygen kom


   De tunge dråber kommer som en overraskelse, for solen skinner, og jeg har lige smidt min jakke i cykelkurven. Jeg øjner tunnelen under rundkørslen og træder hårdere i pedalerne for at nå derhen inden bygen. Det lykkes. På en tør plet stiller jeg cyklen og læner mig op ad betonmuren. En pige kommer til syne forude, hun har fået samme ide som mig. Hun hopper af cyklen og stiller sig med ryggen til mig. Jeg iagttager hende i smug og føler, jeg bør sige noget. Men hvorfor skulle jeg? Vi er fremmede for hinanden. I stedet benytter jeg tiden på at få ryddet op i den overfyldte indbakke på min telefon.

   Jeg ser op ved lyden af cykeldæk, der kører på våd asfalt. En mand, som jeg vil placere til midt i tyverne, parkerer sin cykel lige foran mig og tørrer de våde hænder af i bukserne. Vi står der bare og venter. ”Nogen, der ved hvad klokken er?” spørger han uden at vende sig om. Jeg skæver til pigen, der enten ikke hørte ham eller lader som om hun ikke gjorde. Febrilsk går jeg ud af indbakken og ser på displayet. ”Ti minutter i et,” svarer jeg og kigger igen ned på skærmen for at sikre mig, at jeg ikke oplyste et forkert tidspunkt. Han takker og ser ud på regnen, der har taget til. Det plasker ned på cykelstien foran os, og jeg er glad for, at jeg ikke ignorerede de små dråber og cyklede videre hjem.

   Tunnelen er ved at blive fyldt op, for nu slutter en ældre mand sig til os. Hans åndedræt kan tydeligt høres; han har cyklet hurtigt for at nå herhen. Hvor er vi en ynkelig forsamling, fire mere eller mindre våde personer i en tunnel med graffiti. Fire personer med forskellig baggrund, men bygen har ført os til det samme sted og i den samme situation.

   Regnen stilner af, og før jeg ser mig om, er jeg igen alene i tunnelen. Jeg kniber øjnene sammen og ser den unge mand forsvinde ud af mit synsfelt. Han havde armbåndsur på.

12. september 2012


onsdag den 29. august 2012

Anemonen

Du lille anemone, din slanke krop
lyser den grønne og friske skov op.
Omkring dig liv og glæde er,
så ved man, at foråret er kommet her.

Den vrede og den tvære vil
lyse op i et venligt smil.
Og den triste vil blive rask til leg
- ved synet af dig.


15. marts 2005

Forårsspiren

Over den snedækte jordoverflade,
hvor ingen træer har flere blade,
da ses en spire så lille og køn,
der lyser op i sneen med farven så grøn.

Når sneen er væk,
ser du en vintergæk.
Den står der, så yndig og hvid
og venter på, at foråret kommer hid.


22. november 2004

mandag den 20. august 2012

Rengøring


   Jeg finder nøglen frem fra jakkelommen, og åbner døren ind til rengøringsrummet, hvor vaskemaskinen og tørretumbleren kører på fuld drøn. Forskellige farvede klude ligger i pæne stabler på hylderne, og her er en svag duft af rengøringsmiddel. Jeg åbner for vandhanen, og lader vandet fosse ned i den blå spand, mens jeg gør svaberen klar. I dag er det hjemmekundskabslokalet, der står for tur. To gange om ugen gør jeg rent efter skoletid på min gamle skole, og det er altid lidt nostalgisk at gå og se på gamle plakater og billeder fra den gang, jeg selv var elev der. Da jeg åbner døren ind til lokalet, kan jeg se to små drenge fra en af de yngste klasser. Den ene er nærmest unaturligt blond, og den anden ser på mig med en lige skilning og blå, nysgerrige øjne. Jeg spørger hvad de laver, og svaret kommer prompte: ”Vi leder efter skatte!” Jeg ser mig omkring i rummet, og griner lidt. Det er ikke det ideelle sted for en skattejagt, og jeg tvivler stærkt på, at de kan finde nogen skatte mellem stegepander og skærebrætter. ”Finder I noget?” De svarer ikke, men fortsætter ivrigt med at åbne skuffer og skabe med slidte etiketter. 

   ”Se, hvor flot der er herinde”, udbryder den blonde dreng, og tager en rulle plasticposer ud fra skabet. Den anden dreng har kastet sig over skrælleknivene, og beundrer de forskellige farver skafter. Jeg ryster uforstående på hovedet af de eventyrlystne drenge, og placerer mit rengøringsgrej i hjørnet, hvorfra jeg vil starte med at vaske gulvet. Jeg kan høre dem åbne køleskabet og senere fryseren. Skal jeg sige, de skal lade tingene være? Nej, de er jo helt uskadelige, bare to drenge på skattejagt. Lad dem endelig beholde barndommens uskyld, inden de bliver teenagere med voldelige computerspil, dårlige rapsange og hvad der hører sig til. Jeg går i gang med at vaske gulvet, og hører dem være begejstrede over en fejebakke. Latteren bobler i mig, men det vil være nedladende at grine af dem og deres barnlige iver.

   Pludselig står to små piger i døråbningen; en med brune, livlige krøller, og en lidt mere tilbageholdende. ”Må vi hjælpe?”, spørger den første frejdigt, og skeler til svaberen i min hånd. Lidt overrumplet nikker jeg langsomt og spørger om de godt kan lide at gøre rent. Det kan de godt. ”Gør I rent derhjemme?” spørger jeg, og føler, at jeg er i gang med et krydsforhør. Nej, det må de ikke for deres mødre, lyder svaret, og de gentager spørgsmålet om at hjælpe mig med rengøringen. Jeg giver hende med krøllerne svaberen, og hun fryder sig over at skubbe den frem og tilbage. Den anden pige spørger, om de ikke kan skiftes, hvilket jeg går med til. Nu, da de har overtaget mit arbejde, kan jeg da gå i gang med at vaske borde. Jeg vrider en klud op, og kører den hen over overfladen med hurtige bevægelser, mens jeg kan høre småpigerne hvine begejstret over gulvvaskningen. Lidt efter kommer de dog brødebetyngede og fortæller, at svaberen er for tung at skubbe, men de vil gerne vaske borde i stedet for. 

   I samme øjeblik kommer min chef Jeanette ind i hjemmekundskabslokalet, hvor der efterhånden er en hel del støj fra skattejægerne og de ivrige piger. ”I skal ikke forstyrre hende, vel”, siger hun bestemt til børnene, der protesterer, de forstyrrer da ikke, de hjælper bare. Jeg nikker, det gør ikke noget for mig, at de er her. Det er hyggeligt med selskab. ”Nej, I skal gå ud nu, okay. Og Lucas, skal du ikke snart også hjem?” Jeanette løfter opfordrende øjenbrynene, smiler udglattende, og går igen. Hende med krøllerne ser betuttet op på mig. ”Forstyrrer vi dig, skal vi gå?” Jeg tøver og ser ind i hendes nøddebrune øjne. ”Ja... det må I nok hellere.” Hun nikker, og tager sin ven i hånden, mens de småløber efter drengene, der også er på vej ud. Stilheden lægger sig larmende over lokalet, da de er ude af døren.

26. april 2012 

mandag den 13. august 2012

Tynd is


Mit hjerte er som is,
tynd is:
koldt og gennemsigtigt
skrøbeligt

Det kan smelte ved varme,
men stivne,
når det mærker kulde

Du kan træde på mit hjerte
og det vil briste,
gennemvædes

Du kan knuse mit hjerte
i tusinde stykker
og det vil ligge på jorden,
til der ikke er mere tilbage

Knust som tynd is


16. november 2012

torsdag den 2. august 2012

Hverdagens små glæder

Bussen lugter
Sædet kradser i nakken
Manden bag mig rumsterer
Der er en ulækker fugleklat på ruden
Buschaufføren stirrer udtryksløst på regnen

Jeg ser ud af vinduet
En gammel dames rollator
bæres ud af nabobussen
af en ung mand
med hættetrøje
og hvide høretelefoner
Hun smiler
Han smiler
Jeg smiler


1. august 2012

mandag den 30. juli 2012

The Angel in my Life

You're the angel in my life,
without you I can't survive.
'Cause now I know that love is true,
and love is just for me and you.

4. juni 2008


Første digt på engelsk - sukkersødt...
Undskylder eventuelle grammatiske/sproglige fejl (jeg var 13...)

søndag den 29. juli 2012

Destination: En dal i Østrig

Som et røgslør
fra en gigantisk skovbrand
løfter disen sig
op over bjergene.
Slanke nåletræer
og huse med blomstrende altankasser
kommer til syne
ét for ét.
Dalen åbenbares
for sit sovende publikum.

22. juli 2012

mandag den 16. juli 2012

Mælkebøtten


   Der var engang en dejlig have. Den var så lig Paradiset som nogen have kunne blive. Der var de smukkeste blomster i alle verdens farver. Hvert et græsstrå stod blankt og lysegrønt på den trim-mede plæne, og der fandtes ingen tørre eller gule pletter. Det var forår i haven, og de mange forskellige blomsterløg var udsprungne og stod i fuldt flor. Haven var hjem-sted for mange fugle
og insekter, og der var altid masser af liv og glæde. Solsortene havde slået sig ned i egetræet, og derfra lød den skønneste musik. Liljekonvallerne og perlehyacinterne stod og vuggede i takt og nejede yndefuldt for hinanden, mens de fnisende sendte blikke til de ranke påskeliljer. Haven var omkranset af en høj bøgehæk, der nyligt var sprunget ud og havde fine, grønne blade, der var bløde som fløjl. Midt i haven stod et japansk kirsebærtræ med de sødeste, lyserøde blomster. Når vinden tog fat i de slanke grene, dryssede kirsebærtræet et fint lag blade over hele haven, det var som tryllestøv. Alle holdt af dette træ, fordi det var så venligt og mildt og ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd. Ved siden af træet stod en gammel rododendronbusk. Stor og grøn var den, med lilla blomster. I modsætning til kirsebærtræet, var den stolt og gnaven, og havde ikke øje for andre end sig selv. Ingen i haven brød sig om den og sørgede behændigt for ikke at komme på tværs af den. Men der var ikke tid og plads til sorger, for det var sådan et smukt forår.

     Havens ejer, den gamle kone, gik meget op i sin have og passede den, som var den det barn, hun aldrig fik. Efter at hun var gået på pension, havde hun mere tid til den, og hun så med stolt-hed, at det var den smukkeste have i kvarteret, ja måske endda i hele byen. Blomsterne vidste intet om verden udenfor, men det gjorde dem nu ikke noget, for de havde det så godt. Hvad der skete af frygtelige ting i verden, krig, ulykker og sorg, kendte de ikke til. Hver morgen blev blomst-erne vækket af musvitten og stæren, der sang den smukkeste duet om fred og glæde, og anemo-nerne rystede deres blade, så duggen fløj omkring og klingede som det fineste klokkespil. Senere på dagen kom humlebien på besøg. Den var meget velkommen blandt blomsterne, en kær lille gæst. Primulaerne hvinede af fryd, når dens bløde vinger strejfede deres hoveder, og så lo perle-hyacinterne med, de var i sådan et godt humør. Hver formiddag gik den gamle kone ud i haven for at vande blomsterne. Hun plejede hver enkel blomst omhyggeligt, og lod den kolde vandstribe fra vandkanden glide forsigtigt ned over dem. Tulipanerne strakte deres hoveder efter strålen og følte en fryd ved at føle det klare vand risle ned ad stilken. Så fandt hun saksen frem og klippede et par stykker af de flotteste af, de skulle bruges til en smuk buket til hendes veninde, den gamle grev-inde, som boede alene på en gammel herregård. Den gamle grevinde holdt meget af at få blom-ster fra den gamle kones have, for hun havde ikke mange glæder i livet mere. Men når der stod en smuk og farverig buket i en krystalvase på køkkenbordet, da slog hun hænderne sammen og lo, så hendes dybe smilerynker kom til syne. Derfor var det alle blomsternes største ønske at blive ud-valgt til den ugentlige buket. Oftest var det påskeliljerne og tulipanerne, der blev taget, og den gamle kone klippede også grene af kirsebærtræet og rododendronbusken. De små anemoner og martsvioler sukkede, når den gamle kone gang på gang var gået med en dejlig buket hvor ingen af dem var i blandt. Men de trøstede sig med, at de i stedet kunne bringe glæde for de gæster, der besøgte haven.

Så alt åndede fred og idyl i haven. Hver dag var den samme rutine, og der skete aldrig noget usædvanligt. Lige indtil den dag, da den gamle kone skulle besøge sin søster, der var blevet alvorligt syg, i den anden ende af landet. Hun fik det at vide med meget kort varsel, og måtte skyndsomt pakke sine ting. I farten glemte hun at få nogen til at sørge for haven, og da hun lukkede den hvidmalede havelåge efter sig, var det som om en sky gled forbi solen i samme øjeblik. Stedmoderblomsterne måtte trøste de små forglemmigejer, der grædende klyngede sig til hinanden. –Det skal nok gå, hviskede de, men selv var de også bekymrede for, hvad der nu skulle ske. Rododendronen brummede for sig selv, at nu måtte dommedag være nær, men kirsebærtræ-et sagde den skulle tie stille, og ikke skræmme de små blomster, der aldrig havde hørt om domme-dag. Solsorten fløj op til sin rede, dens sang blev mere skinger, indtil den sidst forstummede helt. Ikke engang da solen igen brød frem, kunne blomsterne ånde lettet op. Den dag lukkede de sig tidligere end de plejede.

     Den gamle kone havde været væk i tre dage, og for udenforstående ville haven stadig væk se ufattelig smuk og velholdt ud. Men hvis man kiggede nærmere på den, ville man se at der lå visne blade på jorden ved påskeliljerne og at en larve havde spist sig mæt i blade fra bøgehækken. Kirsebærtræet så sig bedrøvet omkring. Glæden og freden i haven var væk, og erstattet med ængstelse og frygt. Frygt for at forfalde og miste sin stolthed.

     En lille perlehyacint kiggede frem fra sit skjul bag nogle store sten. Den var ganske ung og nysgerrig, men også bedrøvet over den ændrede stemning i haven. Pludselig fik den øje på en skygge på husmuren, og det gav et sæt i dens lille krop. Det var en fremmed plante med store, takkede, grønne blade og en solgul blomst i midten. Perlehyacinten fortalte det ophidset til de andre, og inden længe gik rygterne som en løbeild. En fremmed. En anderledes blomst. En uvelkommen blomst. Ukrudt. Og det var ganske rigtigt en ukrudtsblomst, en mælkebøtte. Men hvor var den dog smuk. Den havde et lyst sind, og ønskede kun at glæde andre. –Jeg er så taknemmelig for livet, sagde den til sig selv. Tænk at jeg er så heldig at være til. Derfor må jeg bruge mit liv på at glæde andre. Og så strålede den, så den overgik solen, og alle blev blændet af dens livsglæde. Men havens blomster brød sig ikke om den. –Den giver os et dårligt ry, sagde tulipanerne og slog med nakken. –Hold jer fra den, formanede hyacinten de små perlehyacinter, den vil jer intet godt. –Uf, hvor den ser ud, fnøs primulaerne. Se bladene, hvor er de spidse og grimme. –Den er ikke velkommen, hvæsede rododendronbusken. Den hører ikke hjemme her.

     Den lille mælkebøtte hørte blomsternes snak og fornemmede hurtigt, at de ikke brød sig om den. Den krummede sig sammen ved husmuren og forstod ingenting. –Hvorfor opfører de sig sådan? spurgte den sig selv. Jeg vil jo intet ondt, hvad har jeg gjort dem? Og så lukkede den sine blade sammen og følte sig ene og forladt. Den håbede at blomsterne ville være venligere stemt den næste dag. Men sådan gik det ikke. Da solen stod op, og mælkebøtten vågnede til lyden af stæren, var der ingen der sagde godmorgen eller hilste på den. Blomsterne klukkede og pjattede med hinanden, men mælkebøtten blev holdt udenfor. Den sukkede dybt, og kirsebærtræet hørte dens suk. –Lille stakkel, sagde det. Du har forvildet dig ind på et fremmed område, her kan du ikke blive. Jeg har medlidenhed med dig, og kan ikke se du har gjort noget forkert, men den mening er jeg den eneste i haven der har. Alle de andre ønsker dig langt bort herfra. Da græd mælkebøtten hjerteskærende og fortvivlet, men ingen trøstede den. Den hørte humlebiens summen, og da den så op, fløj bien rundt omkring den. –Hvad græder du for? spurgte humlebien. Du er i den smukke-ste have, der findes i hele verden, og så tuder du bare. Hvor er du utaknemmelig. Og så fløj den videre for at bestøve blomsterne.

     Da gik havelågen op, og den gamle kone trådte ind i haven. Blomsterne jublede, og fuglene kvidrede firstemmigt, da de så hende. Hun smilede glad og aede kirsebærtræets grene, mens hun satte sine tasker fra sig. Så fik hun øje på mælkebøtten. Hendes smil forstummede og hun greb en haveskovl. Med et snuptag gravede hun den op, tog hårdt fat i den, og kylede den over bøgehæk-ken. Mælkebøtten nåede knapt nok at ænse hvad der skete, før den fandt sig selv liggende i grøft-en blandt brændenælder og skvalderkål. Uden for haven. Afvist. Den lukkede øjnene og tænkte, at nu var dens liv forbi. Men så mærkede den en lille barnehånd om sin spinkle krop. –Se hvad der lå i grøften, lød en stemme. Mælkebøtten fik øje på to små drenge, den ene havde taget den op og holdt den nu forsigtigt i hånden. –Hvor er den fin, sagde den anden dreng. Den skal du give til mor, så bliver hun nok glad. Og drengene tog mælkebøtten med hjem til deres syge mor, der lå bleg og stille på en seng. –Hvad kommer I med? spurgte hun, hendes stemme var hæs og svag. –Det er en blomst til dig, mor, svarede den ene dreng. Nu vil jeg hente en lille vase, og så kan du glæde dig over den, for den har den smukkeste gule farve, se hvor den giver liv. Drengenes mor smilede, og kyssede den blidt. Da følte mælkebøtten en fryd helt ind i hjertet og den svulmede af livsglæde. Endelig følte den sig elsket og værdifuld. Ganske vist var der fattigt og småt i det lille hus, men der var hjertevarme. Og hvor der er hjertevarme, der kan glæden gro.

29. april 2011

fredag den 29. juni 2012

Døden

Tiden er meget svær,
når man har mistet en, man havde kær.
Tilbage står man med et minde
og håb om igen dem i Himlen at finde.

22. januar 2008


Og nu en gang pladderromantisk bras fra 7. klasse. Dengang var jeg meget stolt af det :/

Du ligger stille, bleg, men smuk,
kun høres vore hjerters suk.
Og selv om døden nu os skiller,
vor kærlighed, den stadig tæller.

11. januar 2008

torsdag den 28. juni 2012

Tomme tanker


Hun prøver,
hun prøver virkelig
at holde fast i tankerne,
men de glider væk.
Hun hiver i dem,
anstrenger sig,
men hendes hoved er som et stykke papir.
Blankt.
Hun borer neglene ind i hovedskallen,
bider tænderne sammen,
skriger af frustration.
Desperation.
Brudstykker af minder dukker op,
hun holder krampagtigt fast,
men mister dem.
Tomhed.
Fortvivlelse.
Hukommelsestab.

3. oktober 2011

mandag den 25. juni 2012

Lille pige


   Hun er ikke et barn mere. Hun ved det godt. Men barndommens renhed og uskyld ligger dybt i hende. Hun trænger til at komme væk fra de daglige rutiner, hverdagens tristhed og altings ligegyldighed. Skoven er hendes tilflugtssted. Den lytter, men sladrer ikke. Der kan hun være sig selv, og åbne op for de følelser hun gemmer på. Hun står inde midt i skoven, helt stiv, og mærker en forsigtig vind tage fat i de hår, der har revet sig løs fra den stramme, opsatte knold. De kølige kærtegn får hende til at smile og lukke øjnene. Hun indhylles i et slør af mystik og fantasi. Bladene rasler omkring hende, og hvirvler rundt i en improviseret dans. Hun vil danse med. Hun løsner håret og lader det glide ned over skuldrene. Langt, lyst hår, der er næsten unaturligt blødt. Hun smider jakken og skoene og træder forsigtigt på den fugtige jord med sine bare tæer. Stilhed. Så begynder skovens musik. Vinden i toppen af løvtræerne danner grundtonerne, mens træernes stammer knirker let og svajer yndefuldt fra side til side med raslende blade. Nogle solsorte slutter sig til, og kvidrer melodien, mens en lille sanglærke bidrager med en krystalklar overstemme. Pigen bevæger sig med præcision og elegance. Hendes smalle fødder glider hen over jorden i små, hurtige ryk. Hun ved hvad hun laver, for hun har gjort det mange gange før. Hendes øjne følger føddernes bevægelser og hele kroppen følger efter. Skikkelsen er fuld af ynde, hun går næsten i ét med luften omkring hende. Hun ler. Latteren er klokkeklar, den skærer gennem luften i et behageligt toneleje. Hendes smil når de kønne, blå øjne, de lyser op som skinnende perler. Man kunne forveksle hende med et overnaturligt væsen, en fe.

     Hun danser med en barnlig iver og en ung kvindes smidighed. Den ene piruet følger efter den anden i en fortryllende serie af ballettrin. Solens stråler baner sig vej gennem løvtræerne og oplyser hendes dans som store projektører på en scene. Hendes scene er beskeden, men hun er taknemmelig. Hun har for længst opgivet håbet om den drøm, hun engang havde. Hendes dans i skoven er det tætteste hun kommer på den verden, hun aldrig bliver en del af. Hun har fået publikum. Et ungt dådyr stirrer på hende fra skovkanten. Dets ører står lige op i vejret og lytter vagtsomt. Kroppen er helt stiv, hver muskel er spændt, men det bliver stående. Det indfanges i den eventyrlige atmosfære. De forstår hinanden, pigen og dådyret. Begge er de følsomme og skrøbelige ofre for verdens fremskridt.

     Pigen danser som i trance. Hendes ansigtsudtryk er fjernt. Hun ser sig selv i et stort teater med guldlysekroner og røde fløjlsovertrukne stole. Hele salen er fuld af mennesker, der i åndeløs beundring følger hendes graciøse bevægelser. De sluger hende med øjnene. Hun er et vidunderligt syn. En tætsiddende kjole i sarte farver smyger sig om hendes porcelænshvide krop. Hun er en naturlig skønhed. Hun brænder for det, hun gør. Dansen slutter og klapsalverne vil ingen ende tage.  Badet i projektørlys nejer hun med blussende røde kinder, der står i skarp kontrast til det hvide ansigt. Publikum rejser sig i begejstring, og lykkelige tårer pibler frem i hendes øjenkroge.

     Hun er tilbage i skoven. Pludselig stopper musikken. Bladene daler ned på jorden og falder til ro. Fuglene kvidrer ængsteligt og solstrålerne trækker sig langsomt tilbage. I udkanten af skoven står en mand og ser på pigen. Et hånligt smil spiller på hans brede mund, og hans grove hænder står plantet i siden. Han holder hendes jakke og skoene i hænderne, og rækker dem frem mod hende. Han ryster let på hovedet, og får noget af det tjavsede hår i øjnene.
-Skat, hvad laver du? Hans stemme er rusten og spottende, og han kniber øjnene sammen. Hun stirrer tomt forbi ham. Hendes smil er stivnet. Hun tager jakken uden at se på ham.
-Ingenting.


12. september 2011

fredag den 22. juni 2012

Cyklus


samme cyklus, samme rutine
en dag fødes, en dag dør
sol står op, sol går ned
ved årets afslutning lover vi hinanden
og os selv
at det nye år bliver året
hvor vi bliver bedre mennesker
hvor vi for alvor tør leve livet
hvor store ændringer
og skelsættende ting skal ske
hvor vi vil tage vores liv op til revision
men et år efter
er vi ikke nået meget længere
chokerede indser vi
at vi spildte tiden
og året
samme cyklus, samme rutine

4. januar 2012 

mandag den 18. juni 2012

Træbroen


       Hun går ud til den hver dag. Bare for at stå og iagttage Vestjyllands smukke, men barske natur. Stå i den bidende vind og føle kulden gennembore sjælen og nå helt ind i hjertet. I dag er ingen undtagelse. Hun står helt stille, stiv som en støtte. Ingen følelser er vist i ansigtet. Øjnene er udtryksløse, det ene sitrer nervøst over de røde rande. Hænderne er knugede, knoerne blå. Hendes skikkelse er unaturlig rank, og hun bærer en lang, brun frakke. Ved første øjekast vil hun virke kedelig, en gennemsnitskvinde. Men ser man længere ind i det ødelagte sind, vil man se en såret lille pige, der kæmper forgæves efter det eneste, hun har tilbage i livet: Kærligheden.

       Det var mange år siden hun mødte ham, men dagen stod for hende lysende klar. Hun var færdig med skolen, og skulle nu til at bestemme, hvad hun ville med sit liv. Derhjemme havde hun ikke lyst til at være, hun var enebarn, og forældrene værnede om hende med næb og kløer. De mange ungdomsfester havde hun ikke fået lov at gå til, og hun havde kun haft ganske få veninder med hjemme. Hun følte sig ensom og isoleret, men turde intet sige til forældrene. Hun var bange for at se skuffelsen i deres øjne, over at deres lille pige var blevet stor og snart kunne klare sig på egen hånd. Hele hendes liv havde hun haft en tryg barndom, og havde der været de mindste problemer, skulle forældrene nok sørge for at de blev løst. Men nu, hvor hun var blevet ældre, havde hun ikke lyst til at indvie forældrene i alt. Der var ingen tæt veninde hun kunne betro sig til. I skolen havde hun altid været den stille, generte pige, der var flittig og arbejdsom, men kedelig og upopulær. Denne identitet havde hun vænnet sig til, men sommetider var den ved at kvæle hende. Hun ønskede at være fri og leve sit eget liv. Uden forældrenes indblanding. Det var som om der var en hård klump indeni, der hele tiden blev større og større, og den kunne ikke slippe ud.

       Når hun fik brug for at være alene, fulgte hun stien ned til stranden. Lige når hun var kommet over den anden klit, var der dannet en stor rende i sandet, hvor vandet fra Vesterhavet løb ud, når bølgerne skvulpede ind over stranden. Det var næsten som en lille å, mystisk var den, for ingen vidste hvor den endte. Men der strømmede altid vand, og hun holdt af at sidde på knæ ved renden og dyppe hænderne i det iskolde havvand. Hun mærkede freden bruse igennem sig, og følte sig let, som om hun kunne flyve. Men en dag skulle der ske noget uventet. Hun kunne mærke det i luften, den nærmest sitrede af spænding. Og pludselig stod han der. Stirrede på hende fra den anden side af renden. Hun havde siddet i sine egne tanker, og havde ikke set ham komme. Men nu rejste hun sig forlegen op og håbede at han ikke havde iagttaget hende for længe. Hun ønskede ikke at andre skulle kende til hendes lille hemmelighed. Men han smilede bare til hende, et skævt, venligt smil. Hun gengældte smilet, forsigtigt og tøvende. Ingen af dem sagde noget. Hun håbede inderligt, han ville blive, og ikke forlade hende. Der var noget dragende og spændende ved ham. Hun kunne se han gerne ville i kontakt med hende, og rødmede dybt. Hendes blik gled ned til renden imellem den. Den var for stor til at man kunne hoppe over den. Man kunne godt forsøge at gå igennem det kolde mudder, men ikke uden at få våde sko. Da hun så op igen, var han gået nogle skridt bagud. Hjertet sank i halsen på hende, var han på vej væk? Men nej, han gik lige hen til en stor bunke drivtømmer, der havde ligget på stranden i flere måneder. Hun havde tit lagt mærke til bunken og undret sig over, at ingen fjernede den. Men nu trak han et langt stykke træ ud af bunken og tog det under armen. Han lagde det omhyggeligt over renden og satte forsigtigt foden på det, for at teste om det kunne holde. Træet knirkede let, men det holdt, og han var hurtigt ovre. Nu stod han ved siden af hende, blot halvanden meter væk. Han stak hånden frem og rømmede sig: ”Michael”. Hun trykkede hans udstrakte hånd, men der kom ikke en lyd ud mellem hendes læber. Hun kunne ikke tage øjnene fra hans skæve smil og de blå øjne. Han lo. ”Kan du ikke tale?” Hun rødmede og stammede sit navn. Michael pegede i den retning han var kommet fra. ”Jeg bor derovre. Bor du i nærheden?” Hun nikkede og forklarede hvor hun boede. Så stod de der i tavshed. Ord var ikke nødvendige. De vidste begge to, at der var noget ganske særligt imellem dem. Noget smukt. Det var deres første møde. Derefter mødtes de så ofte de kunne. Altid samme sted. De fik et fælles projekt, at bygge en bro over renden. Når de kom, medbragte de gamle brædder, søm og værktøj, og de gik med iver op i deres arbejde. Egentlig var det ikke nødvendigt at bygge en hel lille bro, men der var noget befriende over at kunne være sammen om at skabe noget. Arbejdet blev meget nøje udført, og de brugte meget tid nede ved stranden, mellem klitterne. Sommetider om aftenen, sad de bare i sandet og kiggede på stjerner. De sagde ikke meget til hinanden, men når de fik øjenkontakt, var det som om luften mellem dem var elektrisk. Hun fortalte ikke om Michael derhjemme, men nød, at han var hendes hemmelighed. En hemmelighed ingen andre kendte til. Hendes opførsel bar tydeligt præg af den forandring, der var sket i hendes liv. Hun var ikke længere usynlig og kedelig, og hendes sind var blevet meget lysere og gladere. Endelig følte hun sig værdifuld.

       Omsider stod broen færdig. De havde længe set frem til dagen, og var stolte af resultatet. Broen var primitiv, men bygget med kærlighed. For at fejre indvielsen, havde hun pakket en lille kurv med hjemmebagt kage og kirsebærsaft, som var lavet af bær fra det store kirsebærtræ hjemme i haven. Michael lo kærligt af hende og kaldte hende for hans lille husmor. På en af bjælkerne skar han med et glasskår et hjerte og deres navne. Derefter tog han et glas kirsebærsaft og hældte lidt af saften ud på hjertet, så det farvedes svagt rødt. Hun lo af ham og hans barnlige påfund. De skålede, og hun spurgte om de skulle gå over broen sammen. Han nikkede og tog hendes hånd. Da de skulle til at træde ned på jorden igen, stoppede han hende og så hende dybt ind i øjnene. ”Jeg elsker dig. Jeg har lyst til at leve resten af mit liv sammen med dig. Hvad siger du til det?” Og så smilede han det skæve, varme smil, der smeltede den hårde klump indeni hende. Hun hviskede, at der var intet hun hellere ville. Så kyssede de hinanden. Et vidunderligt, lidenskabeligt kys. Hun følte blodet dunke i hovedet og følte sig ør af lykke. Resten af verden forsvandt, og der var kun de to.

       Men lykken brast, da hun vendte hjem med Michael. Hendes værste anelser blev til virkelighed. Forældrene ville på ingen måde acceptere Michael. Hans forældre var ikke rige nok, han var for mange år ældre end hende og de var sikker på, at deres forhold ville gå over efter kort tid. Det var det, de sagde. Men det var mere skuffelsen over, at hun ikke havde fortalt dem om Michael før, der generede dem. De var vant til at følge med i hendes liv, og nu begyndte deres datter pludselig at ville bestemme selv. Hun blev rasende på forældrene, og kunne ikke holde ud at bo hjemme længere. Det endte med, at hun flyttede over til Michael. Fra den dag blev forholdet mellem forældre og datter ændret. Hun havde brudt med tryghedens og familiens bånd, men havde åbnet op for kærlighedens. Sammen med Michael var hun lykkelig. Hun havde endelig fundet det, hun havde manglet i sit liv.

       Tiden har visket renden væk, men broen står der stadig. Og når hun går ud for at være alene, sætter hun sig på den. Hun tænker tilbage på dengang hun stadig var en ung, forelsket pige. Minderne overvælder hende, og der kommer tårer i de tomme øjne. Hun ved, hun bør gå hjem. Michael bliver vred, hvis hun ikke er i huset, når han kommer hjem. Hun vender om, og går hjemad. Langsomme, modstræbende skridt. Det blæser meget, en storm er på vej. Det første hun får øje på, da hun når hjem, er kirsebærtræet. Michael fik det plantet, fordi hun holdt så meget af kirsebær. Det står rankt og stolt og knejser i vinden. Det bærer ikke bær på denne årstid, men hun bryder sig heller ikke om kirsebær længere. Hun sukker og går indenfor. Der er rodet og lugter surt. Hun har ikke kræfter til at rydde op, benene giver efter under hende, og hun må sætte sig på en stol. Hun støtter hovedet i hænderne og stønner tungt. Udenfor tuder vinden uhyggeligt og voldsomt, og giver hende kuldegysninger. Yderdøren bliver åbnet. Hun løfter hovedet og lytter. Det er Michael. Hun kan høre det på de tunge, slæbende skridt. Nu har han set hende, og går hen til hende. Ludende og prustende. Undervejs må han støtte sig til væggen, for ikke at falde. Hun stirrer intenst på den tomme flaske, der stikker op af lommen.

       Stormen stiger i styrke. Det har udviklet sig til en orkan. Det er længe siden, Vesterhavet har været så meget i oprør. Tagsten flyver af tagene, små træer knækker som tændstikker og det flyver rundt med buske. Men kirsebærtræets krone vugger kun ganske stille. Stammen står fast, som en granitsøjle. Et hjerteskærende skrig lyder inde fra huset, men drukner i vinden. Nede på stranden, lige efter den anden klit, fyger sandet rundt mellem gammelt drivtømmer og brædder. Det ligger spredt ud over det hele. I vandkanten flyder et bræt med et hjerte og to navne på. 

25. marts 2011
  

lørdag den 16. juni 2012

I den bidende efterårskulde


I den bidende efterårskulde
går jeg en tur i min by
hun sidder der stadig, ser jeg
krøbet ind under taget i ly

Jeg betragter hende i smug
hun ænser mig ikke engang
men sidder bare og nynner
den samme, triste sang

Hendes øjne er tomme og trætte
men drager mig alligevel
de fortæller hendes historie
som hun holder for sig selv

Ved hendes fod ligger en skål
der er få mønter deri
men folk, der ser denne pige
skynder sig hurtigt forbi

Mine øjner møder hendes
skjult under det mørke hår
I den bidende efterårskulde
vender jeg mig om og går

8. december 2009


fredag den 15. juni 2012

Første indlæg i en række på forhåbentlig mange

Kære læser...

Dette er begyndelsen på en helt ny blog, hvor du (så frem lysten haves) kan følge med i hvad jeg går og skriver. Nogle tekster er helt nye, andre er måske skrevet for 7 år siden, så læg venligst mærke til datoen efter hver tekst, der skal forstås som den dato jeg skrev teksten. Jeg vil ikke love så og så mange indlæg i løbet af en uge, da jeg jo ikke er en hel skrivemaskine og jeg vil hellere ikke bombardere med noveller og digte. Men i sløje tider uden skrivelyst og inspiration, kan jeg altid lægge nogle digte herind fra 'mine tidlige år' :D

God fornøjelse - og bliv gerne fast læser :)