You're the angel in my life,
without you I can't survive.
'Cause now I know that love is true,
and love is just for me and you.
4. juni 2008
Første digt på engelsk - sukkersødt...
Undskylder eventuelle grammatiske/sproglige fejl (jeg var 13...)
mandag den 30. juli 2012
søndag den 29. juli 2012
Destination: En dal i Østrig
Som et røgslør
fra en gigantisk skovbrand
løfter disen sig
op over bjergene.
Slanke nåletræer
og huse med blomstrende altankasser
kommer til syne
ét for ét.
Dalen åbenbares
for sit sovende publikum.
22. juli 2012
fra en gigantisk skovbrand
løfter disen sig
op over bjergene.
Slanke nåletræer
og huse med blomstrende altankasser
kommer til syne
ét for ét.
Dalen åbenbares
for sit sovende publikum.
22. juli 2012
mandag den 16. juli 2012
Mælkebøtten
Der var engang en dejlig
have. Den var så lig Paradiset som nogen have kunne blive. Der var de smukkeste
blomster i alle verdens farver. Hvert et græsstrå stod blankt og lysegrønt på
den trim-mede plæne, og der fandtes ingen tørre eller gule pletter. Det var
forår i haven, og de mange forskellige blomsterløg var udsprungne og stod i
fuldt flor. Haven var hjem-sted for mange fugle
og insekter, og der var altid
masser af liv og glæde. Solsortene havde slået sig ned i egetræet, og derfra
lød den skønneste musik. Liljekonvallerne og perlehyacinterne stod og vuggede i
takt og nejede yndefuldt for hinanden, mens de fnisende sendte blikke til de
ranke påskeliljer. Haven var omkranset af en høj bøgehæk, der nyligt var
sprunget ud og havde fine, grønne blade, der var bløde som fløjl. Midt i haven
stod et japansk kirsebærtræ med de sødeste, lyserøde blomster. Når vinden tog
fat i de slanke grene, dryssede kirsebærtræet et fint lag blade over hele
haven, det var som tryllestøv. Alle holdt af dette træ, fordi det var så
venligt og mildt og ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd. Ved siden af
træet stod en gammel rododendronbusk. Stor og grøn var den, med lilla blomster.
I modsætning til kirsebærtræet, var den stolt og gnaven, og havde ikke øje for
andre end sig selv. Ingen i haven brød sig om den og sørgede behændigt for ikke
at komme på tværs af den. Men der var ikke tid og plads til sorger, for det var
sådan et smukt forår.
Havens ejer, den gamle kone, gik meget op
i sin have og passede den, som var den det barn, hun aldrig fik. Efter at hun
var gået på pension, havde hun mere tid til den, og hun så med stolt-hed, at
det var den smukkeste have i kvarteret, ja måske endda i hele byen. Blomsterne
vidste intet om verden udenfor, men det gjorde dem nu ikke noget, for de havde
det så godt. Hvad der skete af frygtelige ting i verden, krig, ulykker og sorg,
kendte de ikke til. Hver morgen blev blomst-erne vækket af musvitten og stæren,
der sang den smukkeste duet om fred og glæde, og anemo-nerne rystede deres
blade, så duggen fløj omkring og klingede som det fineste klokkespil. Senere på
dagen kom humlebien på besøg. Den var meget velkommen blandt blomsterne, en kær
lille gæst. Primulaerne hvinede af fryd, når dens bløde vinger strejfede deres
hoveder, og så lo perle-hyacinterne med, de var i sådan et godt humør. Hver
formiddag gik den gamle kone ud i haven for at vande blomsterne. Hun plejede
hver enkel blomst omhyggeligt, og lod den kolde vandstribe fra vandkanden glide
forsigtigt ned over dem. Tulipanerne strakte deres hoveder efter strålen og
følte en fryd ved at føle det klare vand risle ned ad stilken. Så fandt hun
saksen frem og klippede et par stykker af de flotteste af, de skulle bruges til
en smuk buket til hendes veninde, den gamle grev-inde, som boede alene på en
gammel herregård. Den gamle grevinde holdt meget af at få blom-ster fra den
gamle kones have, for hun havde ikke mange glæder i livet mere. Men når der
stod en smuk og farverig buket i en krystalvase på køkkenbordet, da slog hun
hænderne sammen og lo, så hendes dybe smilerynker kom til syne. Derfor var det
alle blomsternes største ønske at blive ud-valgt til den ugentlige buket.
Oftest var det påskeliljerne og tulipanerne, der blev taget, og den gamle kone
klippede også grene af kirsebærtræet og rododendronbusken. De små anemoner og
martsvioler sukkede, når den gamle kone gang på gang var gået med en dejlig
buket hvor ingen af dem var i blandt. Men de trøstede sig med, at de i stedet
kunne bringe glæde for de gæster, der besøgte haven.
Så alt åndede fred og idyl i
haven. Hver dag var den samme rutine, og der skete aldrig noget usædvanligt.
Lige indtil den dag, da den gamle kone skulle besøge sin søster, der var blevet
alvorligt syg, i den anden ende af landet. Hun fik det at vide med meget kort
varsel, og måtte skyndsomt pakke sine ting. I farten glemte hun at få nogen til
at sørge for haven, og da hun lukkede den hvidmalede havelåge efter sig, var
det som om en sky gled forbi solen i samme øjeblik. Stedmoderblomsterne måtte
trøste de små forglemmigejer, der grædende klyngede sig til hinanden. –Det skal
nok gå, hviskede de, men selv var de også bekymrede for, hvad der nu skulle
ske. Rododendronen brummede for sig selv, at nu måtte dommedag være nær, men
kirsebærtræ-et sagde den skulle tie stille, og ikke skræmme de små blomster,
der aldrig havde hørt om domme-dag. Solsorten fløj op til sin rede, dens sang
blev mere skinger, indtil den sidst forstummede helt. Ikke engang da solen igen
brød frem, kunne blomsterne ånde lettet op. Den dag lukkede de sig tidligere
end de plejede.
Den gamle kone havde været væk i tre dage,
og for udenforstående ville haven stadig væk se ufattelig smuk og velholdt ud.
Men hvis man kiggede nærmere på den, ville man se at der lå visne blade på
jorden ved påskeliljerne og at en larve havde spist sig mæt i blade fra
bøgehækken. Kirsebærtræet så sig bedrøvet omkring. Glæden og freden i haven var
væk, og erstattet med ængstelse og frygt. Frygt for at forfalde og miste sin
stolthed.
En lille perlehyacint kiggede frem fra sit
skjul bag nogle store sten. Den var ganske ung og nysgerrig, men også bedrøvet
over den ændrede stemning i haven. Pludselig fik den øje på en skygge på
husmuren, og det gav et sæt i dens lille krop. Det var en fremmed plante med
store, takkede, grønne blade og en solgul blomst i midten. Perlehyacinten
fortalte det ophidset til de andre, og inden længe gik rygterne som en løbeild.
En fremmed. En anderledes blomst. En uvelkommen blomst. Ukrudt. Og det var
ganske rigtigt en ukrudtsblomst, en mælkebøtte. Men hvor var den dog smuk. Den
havde et lyst sind, og ønskede kun at glæde andre. –Jeg er så taknemmelig for
livet, sagde den til sig selv. Tænk at jeg er så heldig at være til. Derfor må
jeg bruge mit liv på at glæde andre. Og så strålede den, så den overgik solen,
og alle blev blændet af dens livsglæde. Men havens blomster brød sig ikke om
den. –Den giver os et dårligt ry, sagde tulipanerne og slog med nakken. –Hold
jer fra den, formanede hyacinten de små perlehyacinter, den vil jer intet godt.
–Uf, hvor den ser ud, fnøs primulaerne. Se bladene, hvor er de spidse og
grimme. –Den er ikke velkommen, hvæsede rododendronbusken. Den hører ikke
hjemme her.
Den lille mælkebøtte hørte blomsternes
snak og fornemmede hurtigt, at de ikke brød sig om den. Den krummede sig sammen
ved husmuren og forstod ingenting. –Hvorfor opfører de sig sådan? spurgte den
sig selv. Jeg vil jo intet ondt, hvad har jeg gjort dem? Og så lukkede den sine
blade sammen og følte sig ene og forladt. Den håbede at blomsterne ville være
venligere stemt den næste dag. Men sådan gik det ikke. Da solen stod op, og
mælkebøtten vågnede til lyden af stæren, var der ingen der sagde godmorgen
eller hilste på den. Blomsterne klukkede og pjattede med hinanden, men
mælkebøtten blev holdt udenfor. Den sukkede dybt, og kirsebærtræet hørte dens
suk. –Lille stakkel, sagde det. Du har forvildet dig ind på et fremmed område,
her kan du ikke blive. Jeg har medlidenhed med dig, og kan ikke se du har gjort
noget forkert, men den mening er jeg den eneste i haven der har. Alle de andre
ønsker dig langt bort herfra. Da græd mælkebøtten hjerteskærende og fortvivlet,
men ingen trøstede den. Den hørte humlebiens summen, og da den så op, fløj bien
rundt omkring den. –Hvad græder du for? spurgte humlebien. Du er i den smukke-ste
have, der findes i hele verden, og så tuder du bare. Hvor er du utaknemmelig.
Og så fløj den videre for at bestøve blomsterne.
Da gik havelågen op, og den gamle kone
trådte ind i haven. Blomsterne jublede, og fuglene kvidrede firstemmigt, da de
så hende. Hun smilede glad og aede kirsebærtræets grene, mens hun satte sine
tasker fra sig. Så fik hun øje på mælkebøtten. Hendes smil forstummede og hun
greb en haveskovl. Med et snuptag gravede hun den op, tog hårdt fat i den, og
kylede den over bøgehæk-ken. Mælkebøtten nåede knapt nok at ænse hvad der
skete, før den fandt sig selv liggende i grøft-en blandt brændenælder og
skvalderkål. Uden for haven. Afvist. Den lukkede øjnene og tænkte, at nu var
dens liv forbi. Men så mærkede den en lille barnehånd om sin spinkle krop. –Se
hvad der lå i grøften, lød en stemme. Mælkebøtten fik øje på to små drenge, den
ene havde taget den op og holdt den nu forsigtigt i hånden. –Hvor er den fin,
sagde den anden dreng. Den skal du give til mor, så bliver hun nok glad. Og drengene
tog mælkebøtten med hjem til deres syge mor, der lå bleg og stille på en seng.
–Hvad kommer I med? spurgte hun, hendes stemme var hæs og svag. –Det er en
blomst til dig, mor, svarede den ene dreng. Nu vil jeg hente en lille vase, og
så kan du glæde dig over den, for den har den smukkeste gule farve, se hvor den
giver liv. Drengenes mor smilede, og kyssede den blidt. Da følte mælkebøtten en
fryd helt ind i hjertet og den svulmede af livsglæde. Endelig følte den sig
elsket og værdifuld. Ganske vist var der fattigt og småt i det lille hus, men
der var hjertevarme. Og hvor der er hjertevarme, der kan glæden gro.
29. april 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)