Anemonen

Du lille anemone, din slanke krop
lyser den grønne og friske skov op.
Omkring dig liv og glæde er,
så ved man, at foråret er kommet her.

Den vrede og den tvære vil
lyse op i et venligt smil.
Og den triste vil blive rask til leg
- ved synet af dig.


15. marts 2005

Forårsspiren

Over den snedækte jordoverflade,
hvor ingen træer har flere blade,
da ses en spire så lille og køn,
der lyser op i sneen med farven så grøn.

Når sneen er væk,
ser du en vintergæk.
Den står der, så yndig og hvid
og venter på, at foråret kommer hid.


22. november 2004

Rengøring

   Jeg finder nøglen frem fra jakkelommen, og åbner døren ind til rengøringsrummet, hvor vaskemaskinen og tørretumbleren kører på fuld drøn. Forskellige farvede klude ligger i pæne stabler på hylderne, og her er en svag duft af rengøringsmiddel. Jeg åbner for vandhanen, og lader vandet fosse ned i den blå spand, mens jeg gør svaberen klar. I dag er det hjemmekundskabslokalet, der står for tur. To gange om ugen gør jeg rent efter skoletid på min gamle skole, og det er altid lidt nostalgisk at gå og se på gamle plakater og billeder fra den gang, jeg selv var elev der. Da jeg åbner døren ind til lokalet, kan jeg se to små drenge fra en af de yngste klasser. Den ene er nærmest unaturligt blond, og den anden ser på mig med en lige skilning og blå, nysgerrige øjne. Jeg spørger hvad de laver, og svaret kommer prompte: ”Vi leder efter skatte!” Jeg ser mig omkring i rummet, og griner lidt. Det er ikke det ideelle sted for en skattejagt, og jeg tvivler stærkt på, at de kan finde nogen skatte mellem stegepander og skærebrætter. ”Finder I noget?” De svarer ikke, men fortsætter ivrigt med at åbne skuffer og skabe med slidte etiketter. 

   ”Se, hvor flot der er herinde”, udbryder den blonde dreng, og tager en rulle plasticposer ud fra skabet. Den anden dreng har kastet sig over skrælleknivene, og beundrer de forskellige farver skafter. Jeg ryster uforstående på hovedet af de eventyrlystne drenge, og placerer mit rengøringsgrej i hjørnet, hvorfra jeg vil starte med at vaske gulvet. Jeg kan høre dem åbne køleskabet og senere fryseren. Skal jeg sige, de skal lade tingene være? Nej, de er jo helt uskadelige, bare to drenge på skattejagt. Lad dem endelig beholde barndommens uskyld, inden de bliver teenagere med voldelige computerspil, dårlige rapsange og hvad der hører sig til. Jeg går i gang med at vaske gulvet, og hører dem være begejstrede over en fejebakke. Latteren bobler i mig, men det vil være nedladende at grine af dem og deres barnlige iver.

   Pludselig står to små piger i døråbningen; en med brune, livlige krøller, og en lidt mere tilbageholdende. ”Må vi hjælpe?”, spørger den første frejdigt, og skeler til svaberen i min hånd. Lidt overrumplet nikker jeg langsomt og spørger om de godt kan lide at gøre rent. Det kan de godt. ”Gør I rent derhjemme?” spørger jeg, og føler, at jeg er i gang med et krydsforhør. Nej, det må de ikke for deres mødre, lyder svaret, og de gentager spørgsmålet om at hjælpe mig med rengøringen. Jeg giver hende med krøllerne svaberen, og hun fryder sig over at skubbe den frem og tilbage. Den anden pige spørger, om de ikke kan skiftes, hvilket jeg går med til. Nu, da de har overtaget mit arbejde, kan jeg da gå i gang med at vaske borde. Jeg vrider en klud op, og kører den hen over overfladen med hurtige bevægelser, mens jeg kan høre småpigerne hvine begejstret over gulvvaskningen. Lidt efter kommer de dog brødebetyngede og fortæller, at svaberen er for tung at skubbe, men de vil gerne vaske borde i stedet for. 

   I samme øjeblik kommer min chef Jeanette ind i hjemmekundskabslokalet, hvor der efterhånden er en hel del støj fra skattejægerne og de ivrige piger. ”I skal ikke forstyrre hende, vel”, siger hun bestemt til børnene, der protesterer, de forstyrrer da ikke, de hjælper bare. Jeg nikker, det gør ikke noget for mig, at de er her. Det er hyggeligt med selskab. ”Nej, I skal gå ud nu, okay. Og Lucas, skal du ikke snart også hjem?” Jeanette løfter opfordrende øjenbrynene, smiler udglattende, og går igen. Hende med krøllerne ser betuttet op på mig. ”Forstyrrer vi dig, skal vi gå?” Jeg tøver og ser ind i hendes nøddebrune øjne. ”Ja... det må I nok hellere.” Hun nikker, og tager sin ven i hånden, mens de småløber efter drengene, der også er på vej ud. Stilheden lægger sig larmende over lokalet, da de er ude af døren.

26. april 2012 

Tynd is

Mit hjerte er som is,

tynd is:

koldt og gennemsigtigt

skrøbeligt

Det kan smelte ved varme,

men stivne,

når det mærker kulde

Du kan træde på mit hjerte

og det vil briste,

gennemvædes

Du kan knuse mit hjerte

i tusinde stykker

og det vil ligge på jorden,

til der ikke er mere tilbage

Knust som tynd is

16. november 2012

Hverdagens små glæder

Bussen lugter
Sædet kradser i nakken
Manden bag mig rumsterer
Der er en ulækker fugleklat på ruden
Buschaufføren stirrer udtryksløst på regnen

Jeg ser ud af vinduet
En gammel dames rollator
bæres ud af nabobussen
af en ung mand
med hættetrøje
og hvide høretelefoner
Hun smiler
Han smiler
Jeg smiler


1. august 2012