torsdag den 27. september 2012

Hvis du siger det... (bidrag til DM i novelleskrivning)


Med denne novelle deltager jeg i DM i novelleskrivning og er virkelig spændt! Jeg har fået så mange positive kommentarer fra folk, der har læst den, både dem, jeg kender og folk, der har læst den på nettet. Så jeg MÅ bare prøve lykken - selv om det er MEGET usandsynligt at min lille novelle ender blandt de 20 bedste :) 


   Han har aldrig før haft en ven. I folkeskolen blev han altid holdt udenfor, fordi han var mærkelig. Sagde de. Siger de. I frikvartererne fandt han de store klassers matematikbøger frem fra skabene på gangen og sad ved sit bord og regnede alle stykkerne fra ende til anden. Uden lommeregner, hvad skulle han dog bruge den til? Et snyderedskab for mennesker, der ikke kan finde ud af simpel hovedregning. Da han blev ældre og kom i gymnasiet, var han stadig mærkelig. Han husker folks undersøgende øjne, når han gik forbi dem på gangen iført sine brune lærredsbukser. Matematikken var hans tilflugt, hans skjulested. Den eneste kontakt han havde med sine klassekammerater, var, når de ville have hjælp med afleveringerne. Så blev han pludselig klassens midtpunkt. Klaus, der kunne klare alt. Klaus med sin fjollede matematik. Staklen Klaus.

   Han får en kildrende fornemmelse i maven, når han tænker på dagen for over fem år siden, hvor han mødte hende for første gang. Hun sad på en bænk i parken med benene over kors og øjnene rettet mod ham. Da han mødte hendes blik, så hun ikke forlegent væk, som de fleste gjorde, men smilede til ham og fastholdt blikket. Han kom tættere på, og hun rykkede sig ud til den ene side af bænken for at gøre plads til ham, selvom han ikke havde tænkt sig at sætte sig der. Hendes blik fik ham til at ændre mening, og han satte sig langsomt. Afstanden mellem dem føltes uendelig lang på trods af de kun tredive centimeter. Toogtredive.
”Jeg hedder Anne.” Stemmen var blød og den fremstrakte hånd spinkel.
”Klaus.” Han kunne slå sig selv for at lyde så usikker og tøvende, men hendes tilstedeværelse gjorde ham nervøs. Hun var et menneske, en kvinde. En kvinde, som ville tale med ham.
”Er du... tit i parken?” Det var det eneste, Klaus kunne komme i tanke om at sige, men hellere et meningsløst spørgsmål end pinlig tavshed. Hun nikkede og smilede sit mystiske, skæve smil. Han iagttog hende ud af øjenkrogene og indprentede sig hendes udseende. Høj og spinkel kropsbygning, store, tunge krøller og grønne, katteagtige øjne.
”Vi forstår hinanden, naturen og jeg. Her er så fredfyldt og... ægte, hvis man kan sige det sådan. Mennesker kan være så overfladiske og uærlige, at man får nok af dem, ikke?” Klaus nikkede ivrigt. Han følte en pludselig lyst til at fortælle hende alt. Simpelt hen alting.

   Klaus’ mor kan ikke lide Anne og det gør ham vred. Det var en katastrofe første gang han og Anne blev inviteret op i morens lejlighed til middag. Moren glædede sig, sagde hun, men hendes opførsel over for Anne var uacceptabel. Hun stirrede uhæmmet på den stakkels pige ved siden af Klaus og så forvirret på sin søn.
”Hvad sker der, Klaus?” spurgte hun med gråd i stemmen. Klaus forstod ikke, hvad hun mente, og hans mor begyndte at sige en masse grimme ting om Anne. Han husker ikke præcist, hvad hun sagde, for han lukkede af med det samme og stirrede på sin mor med vrede i øjnene. Hvordan kunne hun tillade sig at overfuse Anne på den måde? Hun nægtede endda at dække op til Klaus’ kæreste. Ja, for det var det, hun var. Klaus’ første kæreste. Da han tog den forvirrede Anne ved hånden og hev hende med ud af lejligheden, græd hans mor og løb efter dem.
”Du forstår det ikke, Klaus. Lad mig forklare...” Men Klaus stoppede ikke. Ikke før de var hjemme hos ham selv, og han blev formildet af Anne, der sagde, at hans mor bare ikke forstod deres kærlighed.
”Vær ligeglad med hende,” hviskede hun og aede hans hånd, hun vil stå i vejen for os to, men det vil vi ikke lade hende gøre. Klaus nikkede stumt og skubbede tankerne om sin mor ud af hovedet. Han skubbede hende også ud af livet, selvom hun gentagne gange prøvede at komme i kontakt med ham. Hans gamle, ensomme, dumme mor.

   Han ved ikke, hvor de er på vej hen, for det er Anne, der fører an. Hun smiler så hemmelighedsfuldt og hiver ham i armen. Han ler indvendig af hendes iver og føler sig mere lykkelig, end han nogensinde har været. Her går han, midt i byen, sammen med verdens smukkeste og sødeste pige. Så er alt andet lige meget. Endelig føler han sig accepteret og elsket. Foran dem ligger den evigt øde togstation, og Klaus undrer sig over, hvorfor Anne styrer derhenimod.
”Skal vi nogen steder hen?” spørger han spændt.
”Ja, det kan man godt sige.” De træder op på perronen, hvor der ikke er andre mennesker at se i nærheden, men det er også blevet sent. Det er et smukt billede, et ensomt par i lyset fra sløve, grå lygtepæle. Da lyden af toget høres, ser Anne intenst på Klaus.
”Elsker du mig?” spørger hun hæst, og han nikker uden at tage øjnene fra hendes blege ansigt.
”Så hop sammen med mig.” Hun knuger hans hånd og vender ansigtet mod toget. Han bliver tør i halsen, og hjertet begynder at banke hurtigere og hurtigere. Adrenalinen pumper i hans blod, da han følger hende hen til kanten. De overskrider de advarende gule pletter. Så tæt på.
”Så er det nu.” Hendes stemme er fjern, men uden bæven. Klaus ser kærligt på den eneste person, han har tilbage i sit liv. Den person, han vil slutte livet sammen med. I et splitsekund husker han morens ord:
”Hun er ikke virkelig, Klaus. Du er syg. Anne findes ikke. Du har brug for hjælp.” Han bider tænderne sammen, glemmer moren og vender sig mod Anne for sidste gang.

”Hvis du siger det...”


25. september 2012

mandag den 24. september 2012

Efterår


Jeg vågner tidligt. Kan ikke sove mere. Jeg tager mine gummistøvler og min regnjakke på og går udenfor. Alt er mørkt. Kun gadelygterne lyser. Byen sover stadig, men i nogle enkelte huse begynder der at tændes lys. Det er ikke koldt, men heller ikke lunt. Du ved, det der helt specielle efterårsvejr, hvor luften føles frisk og meget nyere, end den gør ved de andre årstider. Jeg standser et kort øjeblik og trækker vejret dybt. Helt ned i maven. Det er fantastisk. En svimlende følelse af noget jeg ikke kan forklare. Jeg har intet mål, jeg går bare. Ved ikke hvorhen. Det er også fuldstændigt lige meget.

Efteråret er som en optakt til noget stort. Alle de halvnøgne træer, de visne blomster og de svajende græsstrå hvisker hemmelighedsfuldt. Og jeg lytter. Jeg ville ønske, jeg kunne forstå deres sprog. Foran mig ligger nedfaldne blade i forskellige farver, former og nuancer. De rasler let, når jeg træder på dem. Men ellers er her stille. Kun vinden høres sagte, når den fejer omkring mellem husene og hvirvler bladene op. Det er en smuk stilhed. En fredfyldt stilhed. Jeg lukker øjnene og lader mig fyldes af freden. Jeg smiler. Kan ikke lade være. Denne virkning har efteråret altid på mig. Jeg bliver glad, bare af at gå en stille tur for mig selv. Det er som om alle mine problemer glider i baggrunden. Jeg glemmer alt om verden omkring mig, bare et par minutter. Det er nok til at fylde mig med glæde og lykke. Glæde over alt det værdifulde i livet. Tænk, at jeg har mulighed for at se bladene falde og høre fuglene flyve sydpå. Hvilken gave!

Men mange mennesker ser ikke denne gave. De vågner, trækker gardinerne fra og stirrer ud i mørket, mens de skutter sig og spekulerer på, om de skal lægge sig under dynen igen. De sukker opgivende og sjosker ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. De fryser. De vrisser. De lukker øjnene for alt det smukke. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.


Efteråret 2011

onsdag den 19. september 2012

En bil på vejen


   Der er kun én bil på vejen. Tågen ligger lige over den mørke vej. Manden er fuldt koncentreret om at se fremad. Om nogle få kilometer er han hjemme. Han sukker udmattet, det har været en hård dag på arbejdet. Bilen glider igennem disen, han tør ikke køre for hurtigt. Han kniber øjnene sammen og stirrer intenst på noget i vejkanten. En skikkelse? Uvilkårligt sagtner han farten, stopper bilen, og ruller vinduet ned. Den kølige luft strømmer ind i bilen, og han stikker hovedet ud. Nu kommer skikkelsen tættere på, han kan se, at det er en kvinde. Hun ser ud til at fryse, den blafrende kjole er ikke passende påklædning i det kolde vejr. Han råber, om hun vil køre med. Han kan se, at hun nikker, og han fjerner hurtigt jakken på sædet ved siden af sig. Hun åbner døren, og sætter sig ind. Hendes kinder er røde, og man kan tydeligt se hendes ånde i luften. Hun har været ude i længere tid. I hænderne knuger hun en stor sportstaske, nu lader hun den dumpe ned ved fødderne.
-Det er koldt udenfor, hva’? siger han henkastet, og starter bilen. Hun nikker bare og kradser i den røde neglelak på lillefingeren.

   Det er en gammel, mørkegrøn Mazda. Flere steder er lakken krakeleret, og sæderne er grå og lugter af hund. På bagsædet flyder det med coladåser, chipsposer og sammenkrøllede aviser. Manden kaster et blik over skulderen.
-Vil du låne min jakke? Hun nikker, han fisker den frem fra enden af bilen, og giver hende den.
-Hvor skal du hen? Han skæver til hende, hun er ved at føre armene ud i jakkens ærmer. Hun trækker på skuldrene.
-Det er lige meget. Bare sæt mig af tæt ved et busstoppested eller noget. Han nikker. Der er stille. Kun motorens vedvarende brummen bryder gennem tavsheden. Vejen er øde, ikke engang en skræmt hare eller en kat på jagt efter mus, er at se. Han trommer en uregelmæssig rytme med fingrene på rattet.
-Jeg var til julefrokost med firmaet i sidste weekend, begynder han. Hold kæft, det var sjovt. Vi var en syv-otte stykker, jo, det var vældigt festligt. Chefen forstår at sætte gang i festen. Han griner, og sænker farten, da de kommer til et skarpt sving.
-Jo, det var en fin fest. Det er et godt firma, nogle gode kollegaer. Han nikker, mest for at understrege hvad han lige har sagt. Hun griner lidt anstrengt og kører fingrene igennem sit fugtige hår.
-Hvad lavede du egentlig udenfor på denne tid? Han får det til at lyde henkastet, og afventer hendes reaktion. Hun piller ved sin halskæde. Den forestiller et lille sølvhjerte i en spinkel kæde.
-Jeg har været i fitness, siger hun så, og peger på sportstasken. Adidas. Den er helt proppet, og buler ud flere steder.
-Så du foretrækker at træne om aftenen. Det er ikke et spørgsmål, men en konstatering. Hun nikker og møder hans blik. Selvom det er mørkt i bilen, kan han se hendes øjne. Hendes blik er fast og alvorligt.
-Jeg trænede også engang, men nu er jeg gået over til selvforsvar. Det styrker musklerne, og så er det klogt, man ved jo aldrig hvem man møder en mørk aften. Hun siger, at det kan der være noget om.

   De kører videre i tavshed. Hun stirrer ud ad vinduet, ud på de mørke træer, der farer forbi dem. Han tænder for radioen, og stopper på en kanal med country. Den bløde musik strømmer ud i hver en krog af bilen. Han kender ikke sangen, men nynner med alligevel. Musikken tilfører stemningen varme og en form for naturlighed. Hun rører ved en tom sodavandsdåse med spidsen af sine sko, og det giver en hul, metallisk lyd.
-Åh, det må du undskylde, her er lidt rodet. Det er ikke så tit jeg kører med andre. Han kigger uvilkårligt over på hende, og sender hende et undskyldende smil. Hun tager dåsen, og lader den dumpe ned i en gennemsigtig plasticpose, der fungerer som skraldespand.

   -Single? Det lille ord skærer gennem luften, og overdøver musikken fra radioen. Hun har travlt med at fjerne noget løs hud fra de tørre læber, og svarer ikke med det samme.
-Nej, undskyld, jeg skulle ikke have spurgt. Du behøver ikke svare. Der er ærgrelse at spore i hans stemme, og han stirrer stift ud på vejen. Hun ryster langsomt på hovedet, og vender sig derefter mod ham. Han kan se det ud af øjenkrogen.
-Ja. Hun fanger hans opmærksomhed, men smiler ikke. Hendes ansigtsudtryk er alvorligt, men bestemt, da hun gentager.
-Ja, jeg er single.
Han nikker betænksomt for sig selv, for derefter at pege ud mod fjorden, som de netop passerer.
-Jeg kender en, der har en båd dernede. En stor en endda. Jeg har tit sejlet rundt på fjorden med vennerne og nydt et glas vin på dækket. Han stopper sin talestrøm, da han mærker hendes hånd hvile på hans skulder. Han farer sammen, og udbryder et forskrækket råb, da han et kort øjeblik mister overblikket, og hurtigt må foretage et skarpt ryk, for at blive på vejen.
-Du lyver, siger hun. Hendes øjne brænder sig fast i hans ansigt, og han mærker til sin store irritation en rødme skyde frem.
-Det gør du også, hvisker han. Hun nikker roligt. Han slukker radioen, og de kører videre i gensidig forståelse.
-Vi er lige kørt forbi et busstoppested. Skal jeg stoppe? spørger han. Hun ryster på hovedet og smiler.
-Nej. Jeg kan altid tage det næste.

   Der er kun én bil på vejen. Én bil med to personer. 


10. oktober 2011


fredag den 14. september 2012

Da bygen kom


   De tunge dråber kommer som en overraskelse, for solen skinner, og jeg har lige smidt min jakke i cykelkurven. Jeg øjner tunnelen under rundkørslen og træder hårdere i pedalerne for at nå derhen inden bygen. Det lykkes. På en tør plet stiller jeg cyklen og læner mig op ad betonmuren. En pige kommer til syne forude, hun har fået samme ide som mig. Hun hopper af cyklen og stiller sig med ryggen til mig. Jeg iagttager hende i smug og føler, jeg bør sige noget. Men hvorfor skulle jeg? Vi er fremmede for hinanden. I stedet benytter jeg tiden på at få ryddet op i den overfyldte indbakke på min telefon.

   Jeg ser op ved lyden af cykeldæk, der kører på våd asfalt. En mand, som jeg vil placere til midt i tyverne, parkerer sin cykel lige foran mig og tørrer de våde hænder af i bukserne. Vi står der bare og venter. ”Nogen, der ved hvad klokken er?” spørger han uden at vende sig om. Jeg skæver til pigen, der enten ikke hørte ham eller lader som om hun ikke gjorde. Febrilsk går jeg ud af indbakken og ser på displayet. ”Ti minutter i et,” svarer jeg og kigger igen ned på skærmen for at sikre mig, at jeg ikke oplyste et forkert tidspunkt. Han takker og ser ud på regnen, der har taget til. Det plasker ned på cykelstien foran os, og jeg er glad for, at jeg ikke ignorerede de små dråber og cyklede videre hjem.

   Tunnelen er ved at blive fyldt op, for nu slutter en ældre mand sig til os. Hans åndedræt kan tydeligt høres; han har cyklet hurtigt for at nå herhen. Hvor er vi en ynkelig forsamling, fire mere eller mindre våde personer i en tunnel med graffiti. Fire personer med forskellig baggrund, men bygen har ført os til det samme sted og i den samme situation.

   Regnen stilner af, og før jeg ser mig om, er jeg igen alene i tunnelen. Jeg kniber øjnene sammen og ser den unge mand forsvinde ud af mit synsfelt. Han havde armbåndsur på.

12. september 2012